Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
9
lige op i dens aabne Øjne, og gøre sig vigtig af det, som disse
værdige Herrer mente skulde være en Revselse for hende.“
„Den fine Fru Ester! Hun fortjente, at vi flaaede hendes
fine Kjole af hendes søde smaa Skuldre!’ sagde den mest
stenhaarde af de gamle Koner. „Og hvad det røde Bogstav angaar,
som hun har flikket saa skabagtigt sammen, skal jeg forære hende
en Las af mit gamle Mavebælte, — det vil passe bedre.“
„Aa nej, kære, pas paa,“ hviskede den unge Moder, „pas
paa, at hun ikke hører det! Ikke et eneste Sting har hun syet
paa det Bogstav, uden at det jo har været som et Stik i hendes
eget Hjerte“
Den barske Bysvend gjorde nu en Bevægelse med sin Stav.
„Gør Plads, Godtfolk, gør Plads, i Kongens Navn!“ raabte
han. „Lad os komme frem; saa skal jeg love jer, at Missis
Prynne skal blive stillet paa en saadan Plads, at alle Mennesker,
baade Mænd, Kvinder og Børn, kan faa god Lejlighed til at
betragte hendes herlige Klædebon lige indtil en Time over
Middag. Herren velsigne vort gode Land, Massachusetts, hvor man
sørger for, at Ugudeligheden kommer for Dagen. Kom saa, Fru
Ester, hen og vis Jert røde Bogstav paa Torvet.“
Folk gjorde nu Plads, saa at de to kunde komme igennem.
Med Bysvenden foran sig og ledsaget af en bølgende
Menneskemængde, der kun bød hende strenge Miner og hvasse Blikke,
gik Ester Prynne sin tunge Gang hen til det Sted, hvor hun skulde
lide sin Straf.
En Flok ivrigt interesserede Peblinge, der i Grunden ikke
forstod noget af det hele — udover dette, at det var derfor, de havde
faaet Lov fra Skolen den Formiddag — løb foran Optoget, idet
de hvert Øjeblik kiggede om paa Ester, paa det lille lysrædde
Barn i hendes Favn og paa det forsmædelige Bogstav paa hendes
Bryst.
I de Dage var der ikke langt imellem Fængselsporten og
Byens Torv, — men for Fangen var det visselig en mødig
Vandringsfærd. Hvor rank hun end gik dér med opløftet Hoved,
led hun dog den bitreste Kval for hvert et Fjed, hun traadte; det
var hende, som om hendes Hjerte var blevet slængt ud paa
Alfarvej, saa enhver i Hoben frit kunde trampe derpaa. Men saa
underfuldt har Hans Barmhjertighed dannet Menneskets Væsen,
at ikke i selve Hjertesorgens Stund evner vi at udmaale Dybden
af vor Nød, — ikkun den Vé, som følger efter, viser os den
grant.
Derfor kunde Ester Prynne bevare Skinnet af Frimodighed,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
