Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
11
en Dommer, en General og Byens Gejstlighed; de opholdt sig
alle paa Gudshusets Svalegang, hvorfra de kunde se ned paa
Skampladsen. Naar saadanne høje Herrer overværede Straffens
Udførelse, maatte denne aabenbart være af en meget alvorlig
Beskaffenhed; altsaa lagde man den mest dystre Alvor for Dagen.
Den ulykkelige Synderinde opbød al sin Sjælsstyrke, al sin
kvindelige Selvagtelse, for ikke at lade sig slaa ned af alle de
mange hvasse Blikke, der tyngede hende som med en saa
umaadelig Tyngsel just dér, hvor de tusinde Øjenpar søgte hen og mødtes,
— nemlig paa hendes skændselsmærkede Barm; stundom tyktes
det hende, som kunde hun nu ikke mere holde det ud. Hun var
en af den Slags hjerteligt bevægede og bevægende Naturer, der
ikke er med i noget ikkun til Hælvten, men energisk og
uberegnende giver sig helt hen i det, som Viljen sættes ind paa; i
Overenstemmelse med dette sit Naturel havde hun belavet sig paa
og søgt at tilkæmpe sig Ufølsomhed overfor alle den Slags giftige
Naalestik, som, om end varieret i det uendelige — altid udgør
en Pøbels væsentlige Middel, naar den vil forhaane. Men der
var noget saa langt, langt frygteligere i den alvorsfulde
Højtidelighed, som fra alle disse Ansigter stirrede hende i Møde, at hun
langt hellere vilde være Genstand for deres haanlige Latter og
vrængende Gebærder end gennemisnes af disse stivnede Ansigters
Kulde. Havde de givet sig til at brøle af Latter alle sammen,
— Mænd, Kvinder, ja hver lille skingrende Barnestemme med —
saa skulde Ester Prynne nok have værget for sig med et bittert
og foragteligt Smil. Men, som det nu var, knugede Straffens
Tyngsel hende ned med saadan Vælde, at der var Øjeblikke, hvor
hun syntes, at enten maatte hun give sit forpinte Hjerte Luft i
et gjaldrende Véraab og styrte sig ned fra dette Skændselens
Sted, — eller ogsaa maatte hun give sig over i Vanvidet.
Men saa kom der Øjeblikke, da alt dette grufulde tyktes
hende at svinde bort som gøglende Skygger, og i Stedet derfor
viste der sig for hende ret som en Billedrække, der gengav hendes
hele Livsførelse, alt, hvad der var timedes hende siden
Barndommens lykkelige Dage. Medens hun stod dér paa hin
Elendighedes Varde, saa’ hun atter for sig den gamle Landsby derhjemme,
hvor hun var født, og Barndomshjemmet — en gammel
Herregaard, opmuret af Kampesten, men nu forfalden, saa den skreg
af Armod, medens det halvt forvitrede Vaabenskjold oven over
Porten pralende søgte at hævde det gamle Adelskab. Hun saa’
sin Faders Ansigt med dets Højpande, og det ærværdige hvide
Skæg, der bølgende dækkede den gammeldags Pibekrave efter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
