Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
12
Moden fra Dronning Elisabeths Tid. Hun saa“ sin Moder med
al hendes utrættelige, ømme Kærlighed, der spejlede sig i hendes
Ansigt, saaledes som dette havde fæstnet sig i Esters Erindring,
og siden hen, efter Moderens Død, mangen Gang var rundet hende
i Minde og havde været hende et Værn imod Farer og Fristelser.
Hun saa’ sig selv som ung Pige, dengang hendes friske Skønhed
foldede sig ud og ligesom øste et Lysvæld ind i det grimme, matte
Spejl, der var det eneste, hun ejede. Og hun saa’ endnu et
Ansigt, en aldrende Mands, med Videnskabsmandens blege, magre
Træk og med rindende Øjne, der havde slidt sig matte i
Lampelyset gennem mange Aars Gransken og Grublen, — og som dog
ejede en sælsom, gennemtrængende Evne, saa ofte som han lod
dem skue ind i en Menneskesjæl. Denne Skikkelse, der bar
Præg af aarelangt ensomt Studium, dukkede i Ester Prynnes
Erindring altid saaledes frem, at Krøblingens Mærke, om end nok
saa lidet, hvilte over ham, idet hans ene Skulder var noget
højere end den anden. — Og hun saa’ for sig, i Erindringen, en
fremmed Stad med snævre krinkelkrogede Gader, med høje, graa
Huse, med vældige Kirker og offentlige Bygningsværker i en
sælsom gammel Stil; dér var et nyt Liv begyndt for hende, men
sammen med hin lærde Mand, hvis Legeme var skævt forvredent;
et nyt Liv — men ak! et saadant, hvis hele Indhold bestod i gamle
forvitrede Stene og mosklædte Mure. Men til sidst svandt alle
disse Billeder hen, som Mindet havde stillet hende for Øje, og
den hæslige Virkelighed paatvang sig hende paa ny: Torvet i
den puritanske Nybygd, alle Byens Folk dér nede, som stirrede
med hvasse Øjne op paa hende, — ja, paa hende, Ester Prynne
selv, som stod her paa dette Skændselens Sted, med et lille Barn
paa Armen, og med dette grufulde Hors-Mærke luende paa sit
Bryst.
Var det virkelig sandt? Hun knugede Barnet ind til sig saa
heftigt, at det klynkede; hun slog Øjnene ned, — ned paa det
røde Bogstav, — hun lod sin Finger røre ved det, for at overtyde
sig om, at det var Virkelighed.
Ja, — det var Virkelighed! Hendes Barn og hendes Skam,
— det var Virkelighed, hendes Livs Virkelighed, — og hele dets
fremtidige Indhold.
Thi nu var alt det gamle forbigangent. —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
