Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
13
III
Genkendelsen.
Inderst i Mængden saas en Indianer, klædt efter sin Stammes
Vis; ved Siden af ham stod en hvid Mand, som aabenbart var i
Følge med ham, og hvis Klædedragt bestod af et mærkeligt
Sammensurium af indianske og europæiske Bestanddele. Hans
Skikkelse var lille, i hans Ansigt var mange dybe Furer, — og
alligevel saa’ man straks, at han var ingen Olding. Ansigtstrækkene
bar Vidne om rige, sjælelige Evner og om en dyb, indsigtsfuld
Viden, erhvervet gennem mange Aars ihærdig Granskning. Trods
den tilsyneladende skødesløse Maade, paa hvilken han havde
ordnet sin uensartede Paaklædning, lykkedes det ham kun til
Dels at dølge en medfødt Legemsskade, en Skævhed af venstre
Skulder.
I samme Nu, som Ester Prynne fik Øje paa denne Mand,
trykkede hun krampagtigt Barnet til sit Bryst, saa voldsomt, at den
lille atter gav et lille Klynk fra sig, — dog uden at Moderen
syntes at lægge Mærke dertil. i
Han havde straks, da han kom til Torvet, set paa hende, —
men i Førstningen ganske flygtigt. Thi han var en Mand, hvis
Blik ofte søgte indad, og som lidet ænsede, hvad der gik for sig i
Verden ude omkring ham, — naar det ikke var noget, der berørte
den Verden, han indesluttede i sit eget Bryst. Men snart
ændredes hans Blik, det blev skarpt, forskende. Alle Trækkene i hans
Ansigt vred sig sammen i dirrende Angst — det var, som gled
en Slange lynsnart hen over det — den standsede og blev
liggende der, kun synligt i ét eneste hastigt Nu. Den voldsomme
Sindsbevægelse skyllede som en mørk Bølge hen over Ansigtet,
men saa hurtigt gjorde hans viljestærke Selvbeherskelse sig
gældende, at blot et Øjeblik derefter, — og han lagde atter sin
vanlige kølige Ro for Dagen. Da han mærkede, at Ester Prynnes
Øjne hvilte paa ham, og at hun var ved at genkende ham, rakte
han forsigtigt, idet han lod, som om han gjorde en tilfældig
Bevægelse, den ene Haand i Vejret, og lagde Pegefingeren paa sin
Mund.
Derpaa henvendte han sig til den af Byens Borgere, som stod
lige foran ham, og adspurgte ham, — høfligt, men med en vis
overlegen Værdighed:
„Vil De være saa god at sige mig, — hvem er den Kvinde
déroppe? Og hvorfor skal hun offentligt staa til Skamme dér?“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
