Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
15
Mørkets Skue, forglemmende, at Gud ser ham, selv om Mennesker
ikke véd Besked om hans Brøde.“
Den fremmede smilte ligesom før: „Den lærde Mand burde
selv komme og granske den Løndom ud.“
„Ja, for ham sømmer dette sig bedst,“ svarede Borgeren;
„forudsat, at han endnu er i Live. Men det var altsaa det, jeg
var ved at fortælle Dem, Herre, at vores Øvrighed her i
Massachusetts den saa’ saaledes paa den Sag, at Konen var jo ung
og fager, og hun har jo nok været fristet svarligen, inden hun
faldt; og saa maatte man jo ogsaa tage i Betragtning, at hendes
rette Ægtehusbond ligger vel sagtens i Havets Dyb. Og se,
derfor tyktes det dem ikke forsvarligt at dømme denne Kvinde ganske
efter Lovens Bogstav. Thi saaledes byder vor gudvelbehagelige
Lov, at den utro Ægtehustru. skal straffes paa Livet. Men ud af
idel Medynk og Barmhjertighed har de dømt ikkun saaledes, at
Missis Prynne skal staa trende Klokketimer igennem paa
Skampladsen ved Gabestokken, og skal hun da — saavel som og i
Resten af hendes timelige Liv — bære sin Brødes Skamtegn
synligt paa sit Bryst.“
Den fremmede Mand nikkede alvorligt. „Ja, de har dømt hende
retvist,“ sagde han. „Paa den Maade vil hele hendes Liv blive
én eneste uafladelig Bodsprædiken — indtil den Dag, da hun
jordes, og Skændselsmærket ristes ind i den Sten, som dækker
hendes Grav. Men det tykkes mig ilde, at den Mand, som har været
halvt med hende om Synden, skal kunne fri sig for at bære sin
Del af Straffen. Skønt for Resten — han frier sig ikke, — nej,
hans Straf indhenter ogsaa ham.“
Den fremmede bød høfligt Farvel til den meddelsomme
Borgermand, henvendte i en lav Tone et Par Ord til sin indianske
Ledsager, hvorefter de begge fjernede sig.
Medens dette gik for sig, stod Ester Prynne paa sin Plads
og stirrede ufravendt ned paa den fremmede Mand, — hun
stirrede og stirrede, saa det stundom syntes hende, at alt det andet
var forsvundet, og kun hun og han alene var dér til Stede. Om
saa havde været, — sæt, at hun virkelig havde været alene med
ham nu — og uden et eneste Menneskes Værn havde maattet
træde ham for Øje! Det vilde dog have fyldt hende med endnu
større Gru end selve den Virkelighed, som hun var stedt i: at han
saa’ hende staa her i Middagsheden, med Skændselsmærket
luende paa Brystet, med det Barn i Favn, som hun havde undfanget
i Synd og født i Skam, — et armt og usseligt Skuespil, —
Genstand for alt Folkets nyfigne Blikke . . . og det var hende, hende,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
