Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
19
Side paa Skammens Sted, det var ham dog bedre saaledes, end
om han skal vandre igennem Livet med Syndeskylden lønligt i
sin Sjæl. Hvad baader ham din Tavshed, — den vil tværtimod
friste, ja nøde ham til at øge Synden med Bedraget. Den store
Naade har Gud bevist dig, at du nu staar paa ærlig Grund,
vitterlig er din Fornedrelse, vitterlig din Bod, men vitterlig bliver
derfor ogsaa den Sejr, du vil naa til, baade over din Synd og over
din Ve. Betænk, oh betænk, er det ret af dig, at du vægrer dig
ved at iskænke ham den samme bitre Kalk til Sjælens Lægedom,
som nu er bleven rakt dig, — oh! sæt, der fattes ham Mod til selv
at tvinge sig den til!“
Igennem den unge Præsts skønne, dybe Røst dirrede en
inderlig Vemodstone; den fandt Vej ind til Tilhørernes Hjerter, og fik
Strenge derinde til at klinge med den samme sitrende Klang.
Ja, om det saa var det lille Barn i Esters Favn, saa vendte det
pludselig Blikket op imod Præsten og rakte sine smaa Arme i
Vejret med et lille Klynk, midt imellem Graad og Smil.
Saa dybt et Indtryk havde Pastor Dimmesdales Ord gjort paa
Mængden, at man ikke nærede nogen Tvivl om dens gunstige
Resultat: nu vilde Ester Prynne sikkert nævne Navnet paa den
skyldige, — eller Synderen maatte selv — hvad enten han var høj
eller ringe — føle sig saaledes overvunden i sin Samvittighed,
at han traadte frem og gik op paa Skampladsen.
Men Ester rystede paa Hovedet.
„Kvinde, Kvinde, — du skal ikke friste Herren, din Gud, —
at ikke noget værre skal times dig!“ raabte nu den gamle Pastor
Wilson strengt og truende. „Selv af den spædes og umyndiges
Mund har Herren ladet udgaa Vidnesbyrd til Bestyrkelse og
Bekræftelse af den Formaning, som er talt. Nævn Navnet, — da vil
maaske din Anger kunne føre til, at Skammens røde Tegn fjernes
fra dit Bryst!“
„Ak nej, det er umuligt, — dertil er det for dybt brændt ind,
— intet Menneske kan nu fri mig fra det. Og aldrig, aldrig røber
jeg hans Navn.“ Idet Ester sagde disse Ord, saa’ hun ikke paa
Pastor Wilson, men op i den unge Præsts dybe, angstfyldte Øjne,
„aldrig vil jeg røbe det. Ak, Gud give, jeg evnede at bære hans
Kvide tillige med min egen.“
„Sig det, Kvinde,“ sagde haardt og koldt en Stemme fra
Mængden. „Sig det, og skaf dit Barn en Fader.“
„Jeg siger det ikke!“ svarede Ester; hun blev bleg som et Lig,
men holdt Stand overfor denne Røst, — som hun, ak! kun alt for
godt kendte. „Mit Barn maa holde sig til sin himmelske Fader
2+
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
