Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
20
alene, — thi nogen jordisk Fader kommer hun aldrig til at
vide af.“
Pastor Dimmesdale, som med Haanden knuget ind til sit
Hjerte i aandeløs Spænding, havde ventet paa Esters Afgørelse,
sagde stille hen for sig: „Hun fortæller det aldrig!“ Han drog
Vejret dybt og trak sig tilbage fra Balkonens Rækværk, som han
havde lænet sig ud over. „0, Rigdoms Dyb af Mod og ædel
Troskab, som rummes i et Kvindehjerte! Nej, hun vil aldrig fortælle
det til nogen.“
Da det ikke kunde nytte at trænge mere ind paa den arme
Kvinde, henvendte den gamle Præst sig til Folkeskaren og holdt
en i Dagens Anledning nøje udarbejdet Prædiken om Synden i
Almindelighed og den Synd, som vedrørte Ester Prynnes
Skamtegn, i Særdeleshed. Ja, saa kraftigt et Bølgeslag af lange,
kunstige Sætninger desangaaende lod han en stiv Klokketime
igennem bruse hen over Folks Hoveder, at det luerøde Bogstav
efterhaanden antog grueligere og grueligere Former, ja, til sidst
mente de grangivelig at iagttage, hvorledes Tegnets luende
Farveskær hidrørte fra Flammer, der steg frem fra Helvedes Afgrund. I
al den Tid stod Ester Prynne roligt paa sin sørgelige Plads og
stirrede hen for sig med stive, glasagtige Øjne, fuldstændig uberørt
af det hele. Al den Kval, som kan martre et Menneskehjerte,
var bleven hende til Del paa denne Dag; hun kunde nu i
Øjeblikket overhovedet slet ikke mere føle Smerte; hun var ikke en
af den Slags Kvinder, hvem en Besvimelse frier fra de Lidelser,
der ellers vilde tynge for haardt; det eneste Fristed, hvor hendes
forpinte Sjæl kunde ty ind, var en urokkelig, klippehaard
Ufølsomhed, paa hvilken alt prellede af. Medens hun saaledes stod
dér som Stok og Sten, kunde Præstens Røst ubarmhjertigt buldre
som Torden, — det.var kun Støj for hende, ikke Ord. Til sidst
blev Barnet uroligt og skreg, saa det skingrede; hun prøvede
paa at lulle det i Blund, men ganske mekanisk, som om det
egentlig slet ikke kom hende ved. Det samme Præg af forstenet
Uanfægtethed var over hende ogsaa, da hun blev ført tilbage til
Fængslet og forsvandt for Mængdens Blik bag den jernbeslagne
Port. Folk, som passede nøje paa at se efter, forsikrede
bagefter hviskende hverandre, at det luerøde Bogstav sendte et Skær,
— uhyggeligt som fra Helvedes Flammer, — fra Esters Bryst
langt fremefter ind i Fængslets skumle Indre.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
