Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
22
rent ud sagt, — Konen har tet sig, som om Satan var faret i
hende; — jeg var snart lige ved at skulle tage mig for at
uddrive ham med tørre Hug.“
Over den fremmedes Væsen var der, straks da han traadte
ind i Cellen, dette ejendommelige Præg af rolig Saglighed, som
man i Reglen træffer hos Lægekunstens Udøvere. Og, uagtet
der øjensynligt bestod et meget nært Forhold mellem Ester Prynne
og ham — hun var jo bleven helt betaget af det, da hun om
Morgenen opdagede hans Ansigt i Folkemængden — vedblev hans
Væsen at være det samme, ogsaa efter at Arrestforvareren havde
fjernet sig, saa at de to stod dér, Ansigt til Ansigt. Først tog han
sig af Barnet, der laa i sin lille Seng og vaandede sig og græd saa
stærkt, at det var ganske nødvendigt først og fremmest at faa
det beroliget. Da han havde undersøgt det nøje, tog han et lille
Læderskrin frem, som han bar paa sig, og lukkede det op. Det
indeholdt Lægemidler, og et af disse rørte han ud i et lille Bæger
med Vand.
„De mange Aar, da jeg søgte at udforske Naturens
Hemmeligheder og nu det Aar eller mere, som jeg har tilbragt blandt et
Folk, der er saare kyndigt i Brugen af lægende Urter, — har gjort
mig til en dygtigere Læge end mangen en, som gør Fordring paa
Titlen. Tag du dette, og giv du det selv til dit Barn; — det er jo
dit eget, — mit er det visselig ikke; — hverken min Stemme eller
mit Ansigt kendes hun ved, som et Barn ved sin Faders.“
Ester vægrede sig, idet hun stirrede paa ham med stive,
angstfyldte Øjne.
„Kan du nænne at hævne dig paa det uskyldige Barn!“ sagde
hun med hviskende Stemme.
„Du taabelige Kvinde!“ svarede Lægen i en haard og dog
samtidig beroligende Tone. „Tror du, jeg er gaaet fra Sans og
Samling, — at jeg skulde tænke paa at gøre ondt imod Barnet,
— født som det er i Skam og til Elendighed! Medicinen her er
god og gavnlig; om det saa var mit eget Barn — ja! mit,
ligesom det er dit — kunde jeg ikke give det noget bedre.“
Han tog selv Barnet i sine Arme og lod det drikke Miksturen.
Dennes gode Virkning viste sig hurtigt og svarede til, hvad Lægen
havde lovet. Det syge Barns Graad stilnede af,
Krampetrækningerne blev mindre voldsomme og hørte til sidst helt op; og
umiddelbart derefter trængte Sveden frem af Porerne, og den
lille faldt i en dyb Søvn, — saaledes som det plejer at ske med
Smaabørn, naar man har skaffet dem Lindring for svær Pine.
Lægen henvendte da sin Opmærksomhed paa Moderen. Ro-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
