Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
24
len, hen ved Siden af hende, og satte sig dér. Hun kunde ikke
undertrykke en bævende Rædsel under disse Forberedelser; thi
hun forstod grant, at hvilke hans Bevæggrunde dertil end monne
have været, hvad enten det var af Humanitetsfølelse eller af
Princip, eller maaske tværtimod af Grusomhed, maalbevidst,
velovervejet Grusomhed — han var nu færdig med det, som han
vilde gøre for at lindre legemlige Lidelser, og at han herefter
vilde optræde overfor hende i sin Egenskab af den Mand, hvem
hun havde tilføjet den allerdybeste, mest uoprettelige Krænkelse.
„Ester,“ sagde han; „jeg spørger dig ikke om, hvorfor eller
hvorledes du er sunken saa dybt ned, — eller vel rettere sagt,
steget saa højt til Vejrs som til Skampladsen ved Gabestokken,
hvor jeg traf dig i Morges. Grunden er ikke vanskelig at finde,
— den hedder min Daarskab og din svage Karakter. Hvad havde
jeg at gøre med en Ungdom og Skønhed som din, — jeg, en
Tænker, en Bogorm, en halvgammel Mand, som jeg alt dengang
var, efter at jeg havde ofret mine bedste Aar paa Videnskabens
Alter. Aah , — jeg Misfoster! — hvor kunde jeg dog et eneste
Øjeblik faa mig til at tro, at rige Aandsevner betød noget for en
ung Pige, — saa hun alligevel skulde kunne faa saadan én kær
som mig, en Vanskabning! — Og det er mig, som Folk kalder en
klog og lærd Mand, — jo jeg skal sige, der er Grund dertil! Nej,
hvis Klogskab bestaar i at se sig lidt for med sine egne Sager,
saa burde jeg have vist min Klogskab ved at forudse alt dette i
Tide. Jeg burde selv have tænkt mig til, at naar jeg slap ud af
Skovens Uhygge og atter naaede til kristne Menneskers
Boplads, — saa maatte naturligvis det første, der møder mine Øjne,
være dig, Ester Prynne, staaende derude paa Torvet til almindelig
Beskuelse som en Statue af Synden. Eller rettere sagt, lige fra
det Øjeblik, da vi kom ud ad Kirkedøren efter vor Vielse, burde
jeg have set, at ved Vejenden lyste de forbandede Flammer i
Vejret fra det luende Skændselsmærke.“
Hvor ydmyget Ester end var, kunde hun dog ikke tie til denne
sidste Forhaanelse.
„Du véd godt, at jeg var oprigtig imod dig,“ sagde hun; ,jeg
elskede dig ikke, ej heller lod jeg, som om jeg gjorde det.“
„Jeg har jo ogsaa indrømmet, at det var en Daarskab af mig;
men indtil da havde jeg slet ikke haft nogen at leve for, —
glædeløst havde Livet været for mit ensomme Hjerte; — jeg
længtes saa svarligen efter at tænde en Arneild derinde. Var
jeg end ældet og tung i Hu, var end mit Legeme grimt, forvokset,
— jeg drømte dog en Lykkedrøm og skønnede ikke ret, hvor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
