Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
27
dette overfor ham, hin Mand, til hvem du gav dig hen. Var“ dig,
— at du ikke bedrager mig i det Stykke, — thi hans Ære, hans
Stilling, ja hans Liv vil afhænge deraf. Derfor, — var“ dig,
Ester!
„Jeg vil bevare din Løndom, ligesom jeg har bevaret hans,“
svarede Ester.
„Aflæg din Ed derpaa,“ sagde han.
Da bandt hun sig ved sin Ed.
„Ja, saa vil jeg sige Dem Farvel, Missis Prynne,“ sagde den
gamle Roger Chillingworth (thi for Fremtiden bar han dette
Navn). Jeg vil overlade dig til dit Barns behagelige Selskab og
til dit luerøde Bogstav. Sig mig for Resten, Ester, skal du ogsaa
have det paa om Natten, naar du sover? Er du saa ikke bange for
at faa Mareridt af det?“
„Hvorfor smiler du saa sælsomt af mig?“ spurgte Ester, paa
hvem hans Blik øvede en forunderlig forvirrende Virkning. „Er
ikke du en Mørkets Aand lig den, der færdes i Vildnisset derude?
Har du bundet mig ved en Pagt, der kan koste mig min Sjæls
Salighed?“
„Nej, ikke din Sjæl,“ svarede han og smilte atter. „Nej,
Ester, ikke din.“
Byd
Ester ved sin daglige Dont.
Ester Prynnes Fængselstid var omme, Fængslets Porte
aabnede sig for hende, og hun traadte atter ud i det klare Solskin.
Men det tyktes hendes arme, syge Hjerte, som om alle Solens
Straaler stundede imod det ene og samme Maal, — det
Skammens Bogstav, der flammede paa hendes Bryst. Maaske var det
hende en sværere Gang nu, skønt ingens Øjne iagttog hende, end
hin Dag, da hun blev ført ud af Fængslet som Genstand for alt
Folkets Haan; thi da gjaldt det kun om at samle Styrke til denne
ene Stund; men nu begyndte hun en Vandring, som for Fremtiden
skulde udgøre hendes daglige Liv. Dag ud, og Dag ind, Aar efter
Aar skulde hun bære den samme Byrdes Tyngsel, — aldrig turde
hun kaste den af sig; tværtimod dens Skam og Vé vilde vokse
ustandseligt. Hun havde ikke Ret til at være sig selv, hun var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
