Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
37
værdige Prinsesse med Prunk og Pragt. Men hvad hun end var,
og hvad hun end gjorde, — var der noget vildt, ubehersket over
hende; og en underlig dyb glødende Farvetone prægede hele
hendes Væsen og Karakter; hvad eller hvorledes hun end var,
hun var det ikke halvt eller lunkent, — det vilde have været hende
en Umulighed, — thi først og sidst var hun sig selv, men sig selv
i mange Haande Skikkelser og Nuancer, — saa hurtigt vekslende,
at ingen af dem lod sig fastholde. Hendes Væsen svarede nøje
til hendes indre, sjælelige Grund-Anlæg. Hun var dyb af
Natur, — og ustadig som Lysreflekserne i et vekslende Farvespil.
Men Esters ikke ugrundede Bekymring var den, at Beryl manglede
Evnen til at indordne sig, til at lade sin Frihed afgrænses af
Hensyn til andre.
Hun var et stærkt villende Barn, udpræget individuel, — men
under Loven var Esters Barn ikke født, og under Loven syntes
hun ej heller at kunne finde sig til Rette.
Nogen — men ogsaa kun nogen — Forstaaelse af, at Barnets
Karakter havde formet sig saaledes, vandt Ester ved at drage sig
i Minde, hvorledes hun selv havde været i det betydningsfulde
Tidsrum, da Beryls Sjæl saa at sige dannede sig, formedes ud af
det, der levede i hendes Moders Sjæl, ligesom hendes Legeme
opbyggedes af de Stoffer, der virkede i hendes Moders Kød og
Blod. Moderens vildsomt bevægede Sjæleliv i hint Tidsrum havde
været det Mellemled, som de første Spirer til det ufødte Barns
aandelige Liv maatte bane sig Vej igennem for at naa til Barnet
selv, og ihvorvel disse oprindelige Straaler fra det evige Livs Sol
var idel Klarhed og Renhed i sig selv, havde de ved at drage
igennem hendes Sjæl ikke kunnet undgaa at indoptage i sig dybe,
mørke Farvetoner af Purpur og Gyldenglans, Flammers blafrende
Glød, tunge, dystre Skygger og vildsomt gnistrende Lyn. Først
og sidst kunde man hos Beryl genfinde hele denne indbyrdes
modstridende Hærskare, der i et sjæleligt Stormbrus havde
kæmpet en vekslende Kamp i Esters Hjerte. Det vilde, ubeherskede,
modløst trodsige Sind, den hastige, uberegnelige
Gemytsforandring, — ja, endog noget af den haabløse, dumpe Fortvivlelse,
der som mulmtunge Skyer havde ruget over hende; vel kastede
nu det unge lyse Sind sit morgenfriske Gyldenskær over dem,
men de Tider kunde vel oprinde, da der fra dem vilde udgaa
brusende Storme og Hvirvelvind.
Dengang var Hustugten langt strengere end nu. Barske
Miner, skarpe Irettesættelser og legemlig Revselse — (den, som
Bibelens Ord mentes at anbefale) — anvendtes ikke blot som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
