Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
38
Straf for udvist Uskikkelighed, men ogsaa som i og for sig
virkningsrige Midler til at fremkalde og udvikle alle gode Egenskaber
i Barnehjerter. Saa ensomt, som Ester levede, ikkun sammen
med sit eneste Barn, var hun ikke meget udsat for at komme til
at fejle paa den Maade, at hun revsede for meget. Dog hun
mindedes, hvorledes hun selv havde syndet og nu maatte lide; og hun
tog sig derfor tidligt for at prøve paa med Ømhed og Bestemthed
at lede det lille Barnehjerte, som var bleven hende betroet. Men
dette Hverv magtede hun ikke. Hun prøvede baade med det
gode og med det strenge, men maatte snart indse, at ingen af
Delene havde nogen beregnelig Virkning; til sidst gav hun saa
op og lod Barnet raade sig selv. Legemlig Revselse virkede
akkurat saa længe, som den stod paa, — derudover ikke. Men med
Hensyn til alle andre Opdragelsesmidler, — hvad enten de saa
appellerede til Barnets Forstand eller til dets Hjerte, — gjaldt
kun dette, at maaske virkede de, maaske ikke, — det beroede
ganske paa, hvad Sind der var oppe i Beryl paa det paagældende
Tidspunkt. Allerede mens Beryl var spæd, kom Ester til at lægge
Mærke til et særligt Udtryk, som undertiden viste sig i Barnets
Øjne, — og naar det kom, sagde det hende forud, at det vilde
være fuldstændig spildt Ulejlighed at gøre yderligere Forsøg paa
at tvinge hende til at lystre, eller paa at formane eller
irettesætte.
Det var et sælsomt Blik, — saa klogt, og dog uudgrundeligt,
saa særsindet, selvraadigt, stundom skadefro, men næsten altid
ledsaget af en ubehersket, overgiven Lystighed; Ester kunde
stundom ikke lade være at spørge sig selv, om Beryl mon virkelig var
et lille Menneskebarn. Man kunde næsten snarere tro, at hun
var en lille spottelysten Uaand, som efter at have moret sig en
Stund med at lave sære Skarnsstreger i Esters Hytte, pludselig
vilde flyve bort med en drillende Latter; saa tidt som dette Udtryk
viste sig i hendes viltre, mørke Øjne, kom der over hende ligesom
noget underlig fjernt, om ikke just uvirkeligt, saa dog
uhaandgribeligt, — som om hun flagrede om i Luften og kunde forsvinde
naar som helst, ligesom et lille Lysglimt, der lader sig til Syne
og udslukkes, uden at vi ret forstaar hvorfor og hvorledes. Naar
Ester saa“ hende saaledes, kunde hun ikke lade være med at ile
hen imod Barnet, indhente det, — thi det gav sig i saa Fald straks
til at løbe — knuge det ind til sig og overøse det med
Kærtegn; — egentlig ikke saa meget paa Grund af overstrømmende
Kærlighed, som for ligesom at overtyde sig om, at Beryl var
virkelig af Kød og Blod, og ikke et daarende Gøglebillede. Men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
