Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
40
den instinktmæssige Forstaaelse, hvormed Barnet straks indsaa’
dette og var klar over, at hun absolut intet havde i Fællig med
andre Børn, men stod fuldstændig alene paa sin Side af en
uoverstigelig Skranke, der adskilte dem fra hende, og hende fra
dem.
Efter sin Løsladelse saas Ester aldrig uden Barnet; hvor som
helst man mødte hende i Byen, dér saa’ man ogsaa Beryl, — i
Førstningen som Spædbarn i Moderens Arme, men senere, da hun
kunde gaa, som Moderens lille uadskillelige Ledsager, der med
sin lille Haand fast knyttet om Esters Pegefinger trippede af
Sted med sine smaa Barneskridt, — tre—fire for hvert ét af
Moderens. Hun saa’ de andre Børn færdes paa Grønsværet
imellem Gadernes Fortove og Kørebane, eller lege uden for Husene.
Paa Grund af den strenge puritanske Opdragelsesmaade var
det kun faa og ret uhyggelige Lege, som der kunde være Tale om
at give sig af med, f. Eks.: „skalpere Indianere“, „piske
Kvækere“, „Skræmme-Trold“ eller „gaa i Kirke“. Beryl iagttog dem
meget nøje, men gjorde ikke ringeste Forsøg paa at indlade sig
med dem; talte de til hende, svarede hun dem ikke. Hvis de
stimlede sammen om hende — og det gjorde de stundom —
kunde Beryl blive i den Grad overvældet af Forbitrelse og Raseri,
at hun, saa lille som hun var, kunde gøre én helt uhyggelig til
Mode. Hun gav sig til at kaste med Sten og raabe efter dem med
skingrende Stemme, — der var hverken Mening eller
Sammenhæng i, hvad hun raabte, men Ester gøs derved, fordi hun syntes,
det lød som en Troldkvindes Forbandelser i et sælsomt
Tungemaal.
Sagen var nemlig den, at de smaa Puritanere — der rent ud
sagt var det mest ufordragelige Kuld Menneskebørn, som nogen
Sinde havde gaaet paa Guds grønne Jord — havde faaet Færten
af noget aparte ved denne Moder og hendes Barn, — noget
fremmed, der ikke passede sammen med den Maade, hvorpaa alting
var hos alle andre Mennesker dér; — af denne Grund foragtede
de dem af deres ganske Hjerte og tidt smædede de dem med
Haansord. Beryl mærkede godt dette, og til Gengæld skænkede
hun dem det bitreste Had, som vist nogen Sinde har kunnet
forgifte et Barnehjerte. Disse voldsomme Udbrud af Heftighed
gjorde dog den Smule Gavn, at de i en vis Forstand virkede
beroligende paa Moderens Bekymring med Hensyn til den idelige
Skiften om fra det ene Indfald til det andet, som saa tydeligt
gav sig til Kende hos Barnet, saa man aldrig vidste, hvor man
rigtig havde hende, og hvorvidt hendes Hjerte virkelig var med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
