Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
41
i det. Beryls Harme viste, at her var der jo da i alt Fald et
Omraade, hvor hun ikke flagrede omkring, her var der Dybde og
solid Energi i hendes Menings-Tilkendegivelse. Men paa den
anden Side indsaa’ Ester til sin Forfærdelse, at her var igen noget
ondt, som Beryl havde arvet efter hende. Moder og Datter stod
Side om Side, begge ved den samme Mur stængt ude fra
Menneskers Samfund, og i Barnets Hjerte syntes der at bruse den
samme stormfulde. Heftighed, som havde hersket i Esters Sind
i hint Tidsrum, medens hun ventede at blive Moder.
Hjemme hos sin Moder i Hytten og dens allernærmeste
Omegn, hvor Beryl løb og legede, havde hun alt, hvad hun kunde ønske
sig i Henseende til en omfattende og broget sammensat
Omgangskreds. Alting, som hun ønskede Liv i, blev levende imellem
hendes Hænder, — det var, ligesom naar Flammen fra en Fakkel
tænder Ild i, hvad man holder hen til den. Genstande, som mindst
af alt kunde synes at egne sig dertil — en Kæp eller en Bunke
Klude, eller en Blomst f. Eks. — blev i Beryls Fantasi ligesom
ved et Trylleslag forvandlede til Dukker, der uden mindste ydre
Omændring, straks egnede sig udmærket til netop de Roller, som
de i hendes Tanker skulde spille. Hendes egen lille
Barnestemme gjorde Fyldest for en Mangfoldighed baade af unge og
af gamle. De bedagede, ærværdige, mørke Fyrretræer, der gav
sig til at sukke og stønne med megen Begrædelighed, saa snart
Vinden suste i Toppene, blev saare nemt til gamle
Puritanerfædre; det hæsligste Ukrudt i Haven var deres Børn, og Beryl
skulde nok sørge for at faa dem knækket eller rykket op med
Rod. Det var forbavsende at lægge Mærke til, hvilken broget
Mangfoldighed af Skikkelser, hendes Tankeliv kunde give sig
Udtryk i, — dog ikke saaledes, at hun fastholdt Sammenhængen;
alt og alle i hendes Leg skiftede om, vekslede i hvirvlende
Hastighed, alt imedens hun selv var paa Færde i uafladelig
Travlhed og Iver — man kunde det ene Øjeblik se hende ilsomt fare
af Sted dér henne, og næsten i samme Nu dansede hun nok saa
vævert omkring et helt andet Sted henne end dér, hvor man
havde ventet at finde hende, Mest forunderligt af det alt sammen
var dog dette, at Barnet altid havde Ufred med, altid nærede
fjendtlige Følelser overfor alle disse Væsener, som hendes egen
Indbildningskraft skabte omkring hende; det blev aldrig til
Venner, — hvad hun end legede med, hvad det end skulde
forestille, — altid blev det til Fjender, imod hvem hun skulde drage i
Leding. Der var noget grumme trist i at se, hvorledes dette
unge Barn ufravigelig betragtede Verden som en Modstander,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
