Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
42
som hun skulde føre Krig imod, og kun syntes at kunne tænke
sig én Anvendelse af Energi, — nemlig at slaa fra sig i en Kamp
mod alle Mennesker.
Mangen en Gang, naar Ester sad og iagttog Beryl, slap hun
sit Haandarbejde og raabte af sit Hjertes dybeste Angst til Gud:
„Aa, du min himmelske Fader — for ikke sandt, jeg maa jo dog
alligevel have Lov at være dit Barn! — sig mig dog, hvad er det
for en Skabning, som jeg har født til Verden?“ Og naar Beryl
kom til at høre et saadant Udbrud eller paa anden Maade, maaske
rent instinktivt, fornam, at hendes Moder var stedt i stor Vaande,
kunde det hænde, at hun vendte sit livlige, smukke lille Ansigt
om imod hende, smilte forstaaende, men ligesom skadefro, halvt
spottende, og saa legede videre.
Endnu et af de mange besynderlige Træk i dette Barns
Karakter og Adfærd maa vi nævne. Den allerførste Ting, som hun
lagde Mærke til, da hun begyndte at skønne, det var — — —
det luerøde Bogstav paa Esters Barm! En Dag, da Moderen
bøjede sig ned over Vuggen, fængsledes det lille Barns Blik
af det glitrende Guldbroderi omkring Bogstavet; hun rakte sin
lille Haand ud og greb efter det, og i det samme gled det første
Smil hen over hendes Ansigt, men et underligt, man kunde næsten
sige bevidst og forsætligt, Smil, der fik hende til at se meget
ældre ud, end hun var. Ester følte, som om hendes Hjerte var
ved at staa stille af Gru, hun greb i det skæbnesvangre
Skammærke og prøvede uvilkaarligt paa at flænge det af, thi det var
hende en grænseløs Lidelse, at hendes Barn rørte derved, som
om det vidste saa god Besked. Men atter saa’ lille Beryl ind i
sin Moders Øjne og smilte, — Esters saare Kvide var intet for
Barnet, eller rettere sagt: intet, som Barnet vilde ænse. Fra det
Øjeblik af havde Ester ikke kendt til Tryghed, ikke til en eneste
Stunds udelt Glæde over sit Barn, — undtagen, naar det sov.
Der kunde maaske gaa Uger hen, uden at Beryls Blik fæstede sig
ved det luerøde Bogstav, — men pludselig, naar Ester mindst
anede det, kunde det atter ske, og altid var der saa igen dette
sælsomme Smil og dette sære uudgrundelige ved Øjnene.
En Sommereftermiddag, da Beryl var bleven stor nok til at
løbe om og lege, morede hun sig med at plukke Markblomster,
som hun saa kastede, én for én, paa sin Moders Bryst, og hver
Gang hun ramte det røde Mærke, hoppede hun som en skadefro
Trold. Esters første Tilskyndelse var at holde sine Hænder for
Brystet, men — enten det nu skyldtes Stolthed eller
Resignation — hun tvang sig til at lade være, og blev siddende ret op,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
