Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
49
iblandt der ogsaa fandtes nogle Rosenbuske. Nu gav Beryl sig til
at græde, fordi hun ikke maatte faa én af de røde Roser, og vilde
ikke paa nogen Maade lade sig stille tilfreds.
„Tys, tys, Barn, ti dog stille!“ sagde hendes Moder alvorlig.
„Du maa ikke græde, lille, kære Beryl, — jeg kan høre, der
kommer nogen ude i Haven, — det er Guvernøren og nogle Herrer,
som er med ham.“
Der kom virkelig ogsaa nogle Mænd gaaende op ad
Havegangen hen imod Huset. Efter først med et frygteligt Vræl at
have tilkendegivet sin dybeste Ringeagt overfor Moderens
Forsøg paa at faa hende til at være rolig, tav Beryl ganske stille —
ikke i fjerneste Grad af Artighed, men fordi hendes altid
redebonne Nysgerrighed var bleven vakt ved at se de Personer, der
nu kom til Stede.
VIII.
Troldungen og Præsten.
Forrest gik Guvernør Bellingham; som den Tids ældre Herrer
plejede, naar de vilde gøre sig det lidt mageligt hjemme hos sig
selv — var han klædt i en sid Kjortel og havde en blød Hue
paa Hovedet. Han var aabenbart ved at vise de andre Herrer
sin Ejendom, thi han udbredte sig vidtløftigt om alt det
udmærkede, som han havde i Sinde ydermere at indrette i og ved
samme. Han var klædt efter den allerede noget forældede Mode
fra Kong Jakobs Tid, og bar om Halsen en fin men meget bred
Pibekrave, ud over hvilken hans graa Skæg bølgede, — saa man
uvilkaarlig kom til at mindes Johannes den Døbers Hoved paa et
Fad. Det Indtryk, man fik af ham ved at betragte hans Ydre,
syntes egentlig at maatte komme i Modstrid med den Kendsgerning,
at han saa øjensynligt havde gjort sig al Flid for at omgive sig
med det størst mulige Maal af denne Verdens Behageligheder, —
thi stiv og streng saa’ han ud, og det var aabenbart nok, at han
for længst var ude over Livets Efteraar, — Vinterens
Kendemærker saas grant.
Men man tager ganske fejl, hvis man tror, at fordi de gamle,
alvorsfulde Puritanerfædre idelig talte om „den jordiske
Jammerdal“, i hvilken „de rette Guds Børn ikkun havde Kummer og
Det flammende Bogstav. 4
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
