Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
53
med Glans ved en Katekisation i yngste Klasse. Men
Trodsigheden, som ethvert Barn har noget af, lidt eller meget, og som
Beryl havde en tidobbelt Forsyning af, — den tog nu i det
allermest ubelejlige Øjeblik fuldstændig Styret over den lille Pige,
saa at hun enten tav bomstille eller svarede rent ravruskende galt
hen i Vejret. Hun puttede Fingeren i Munden, hun vægrede sig
gentagne Gange paa en alt andet end elskværdig Maade ved at
svare den rare Pastor Wilson paa hans Spørgsmaal; og til Slut
udsendte hun den overraskende Meddelelse, at der var slet ikke
nogen, der havde skabt hende, men hendes Mor havde plukket
hende paa den vilde Rosenbusk ved Fængslets Port.
Den gamle Roger Chillingworth gav sig til at smile og
hviskede noget til den unge Præst. Ester Prynne saa“ hen paa
Lægen; og selv i dette Øjeblik, hendes Barns Skæbne, som hun
elskede over alt i Verden, skulde afgøres, — selv nu kunde hun
ikke undlade at lægge Mærke til den uhyggelige Forandring, der
var foregaaet med den gamle Mands Udseende; Ansigtstrækkene
var blevne meget styggere, Hudfarven helt gustenbrun, — ja, det
syntes næsten, som om han var bleven mere vanfør end
dengang, da Ester kendte ham — ak, kun alt for godt! Et Øjeblik
mødte hun hans Blik, men hun maatte straks henvende hele sin
Opmærksomhed paa det Optrin, der gik for sig.
„Nej, det er for galt!“ raabte Guvernøren, der havde svært
ved at komme sig igen ovenpaa den Forskrækkelse, som Beryls
Svar havde sat ham i. „Et Barn paa tre Aar, som ikke véd, hvem
der har skabt det! Saa er hun naturligvis akkurat lige saa
uvidende angaaende Sjælen, Arvesynden, Ugudeligheden og den evige
Dom. Ja, jeg tror ikke, at vi behøver at undersøge den Sag
nærmere, mine Herrer!“
Ester greb Beryl, knugede hende til sig og stillede sig lige over
for den gamle puritanske Embedsmand, — der var et Udtryk i
hendes Ansigt, næsten som af Vildskab. Ene i Verden, forskudt og
vraget, stod hun dér, med sin Skat i Favn, det eneste hun havde
at leve for, — — hun følte, at hun havde en urokkelig Ret overfor
hele Verden, og for denne sin Ret vilde hun værge til sin sidste
Blodsdraabe.
Hun raabte: „Det er Gud, som har givet mig mit Barn, —
til Erstatning for alt, alt det andet, som I tog fra mig! Hun er
min Lykke, — og min svareste Vé! Hun holder min Sjæl i Live;
— og tugter den! Ser I da ikke, at hun er det luerøde
Skammens Tegn, — — men hende kan man elske, og derfor evner hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
