Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
54
at blive tusindfoldig Genløsnings-Betaling for min Synd! Hende
skal I ikke komme til at tage fra mig, — hellere vil jeg dø!“
„Jamen, hør nu engang, du arme Kvinde,“ sagde den gamle
Præst, hvis Hjerte trods alt var blødt i Bunden. „Barnet skal faa
det saa godt, — meget, meget bedre end hun kunde faa det
hos dig.“
„Gud har betroet hende til mig,“ svarede Ester atter, og
hendes Svar lød som et Nødskrig. „Jeg vil ikke give hende fra mig!“
Hun vendte sig med en hastig Bevægelse til den unge gejstlige,
Pastor Dimmesdale, hvem hun indtil da næppe nok syntes at have
lagt Mærke til: „Tal du min Sag!“ raabte hun. „Du var min
Præst, dig var det betroet at drage Omsorg for min Sjæl, du
kender mig bedre end disse Mænd! Jeg vil ikke miste mit Barn. Du
véd, hvad der bor i mit Hjerte, — du véd det, fordi du ejer en
Forstaaelse deraf, som disse Mænd ikke kan have, — du forstaar
ogsaa, hvad der er en Moders Ret, og hvor meget større den er
i et Tilfælde som dette, da det er en Moder, som intet andet ejer
end sit Barn og — sin sviende Skam. Du skal sørge for, at jeg
ikke mister Barnet — du skal!“
Paa denne heftige, sære Opfordring, der viste, at Ester
Prynnes fortvivlede Stilling var nær ved at drive hende til Vanvid,
traadte den unge Præst straks frem. Han var bleg og knugede
sin Haand imod sit Hjerte, saaledes som han altid plejede at gøre,
naar hans stærkt bevægelige Følelsesliv kom i mere heftige
Svingninger; han saa’ nu mere forpint og medtaget ud, end da
vi saa“ ham første Gang paa Esters Skændselsdag; og dybt i
hans mørke Øjne, paa Bunden af dette utrygge, sørgmodige Blik,
laa der noget, som fik én til at ane, at han dulgte en Hjertevé, for
hvilken der ikke fandtes Lise.
„Det er sandt, som hun siger,“ — saaledes tog han til Orde;
og vel dirrede hans skønne Røst, men der var dog en saadan
Klangstyrke i den, saa den rungede igennem Salen og fik
Staalrustningen til at give Genlyd. „Ja, Ester har Ret i det, hun siger,
og i den Følelse, som lægger hende Ordene paa Læben. Gud
gav hende Barnet, og dermed ogsaa en saadan instinktmæssig
Forstaaelse af dets Hjerte og dets Tarv, — som intet andet
Menneske kan være i Besiddelse af. Og lad os tillige betænke dette:
er der ikke i Forholdet mellem denne Moder og dette Barn en
underfuld, lønlig Helligdom, for hvilken det bør os at vise
Ærefrygt?“
„Men, gode Hr. Pastor dog, — hvad mener De med det?“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
