Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
78
uddybet. Vel var han endnu ikke paa sin Berømmelses Tinde,
og dog overstraalede hans Ry allerede nu hans Kaldsbrødres
mere jævne og stilfærdige Anseelse, skønt flere af dem virkelig
var betydelige Mænd.
Det er ikke usandsynligt, at Pastor Dimmesdale vilde kunne
have naaet Troens og Hellighedens højeste Fjældtinder, om ikke
han havde haft den tunge Byrde at bære paa, den Byrde af Sorg
og af Synd, der knugede ham saa haardt. Den Byrde holdt ham
nede i Forkrænkelighedens Dal, ham — Manden med det
himmelvendte Sind, der kun helt ud vilde have følt sig hjemme paa
Forklarelsens Bjerg. Men det var tillige netop denne selv
samme Byrde, der satte ham i Stand til saa fint og inderligt at
forstaa hvert syndigt Menneskehjerte; thi ogsaa i ham klang
disse samme dybe Angerens og Sorgens Toner; han følte hver
Synders Sorg som sin egen, — og hver den Vé, hans Hjerte led,
blev paa hans vemodigt gribende Veltalenheds Strømme ledet ind
i Tusinder af andre Hjerter.
Men Folk vidste ikke selv, hvad det var, der gjorde et saa
dybt Indtryk paa dem; thi de ansaa’ den unge Præst for at være
et Vidunder af Gudsfrygt i Hjerte og Gerning; de ansaa’ ham for
at være Guds rigt benaadede Sendebud, rig paa Visdom, streng i
Formaning og dyb i Kærlighed. I deres Øjne var selve den
Jord, han traadte paa, et helligt Sted. De unge Kvinder i
Menigheden vansmægtede af Kærlighed til ham, men de ansaa’
denne for at være ikkun en hellig Kærlighed; de lagde derfor
ikke Dølgsmaal paa den, tværtimod de lagde den aabenlyst for
Dagen som det kosteligste Offer, de kunde frembære for
Herrens Aasyn. De gamle i Menigheden, som saa, at Pastor
Dimmesdales Helbred var saare skrøbeligt, medens de selv trods al
deres Svaghed vedblev at holde Livet oppe, troede for vist, at han
vilde vandre heden før de, og de bad indstændig deres Børn om
at sørge for, at de kom til at hvile saa nær som muligt ved den
Grav, der rummede Præstens Støv. — Ak, — naar den arme
Pastor Dimmesdale tænkte paa det Sted, hvor hans Legeme skulde
finde Hvile i Jordens Skød, spurgte han ofte sig selv, om der
mon nogen Sinde vilde gro blot det ringeste Græs over det Sted,
hvor saa usselig en Synder som han var stedt til Jorde.
Hvilken grænseløs Kval det dog voldte hans Hjerte, at han
— han! — var Genstand for en saadan tillidsfuldt beundrende
Ærbødighed! Hans inderste Attraa stod til Sandheden; det
stemmede bedst med det dybeste i hans Natur at anse den ganske
Verdens Herlighed for at være ikkun Skygger og Tant, naar ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
