Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
83
Spot, en Parodi paa en angerfuld Bod, og dog øvet af et Hjerte,
der var bedrøvet indtil Døden for sin Synd.
Samvittighedsnaget, der fulgte ham Fjed for Fjed, havde drevet ham hidop;
men Fejgheden, der atter og atter tvang ham tilbage, hver Gang
han stod paa Randen af en hel og sand Afgørelse, — den fulgte
ham ogsaa i denne Nat og havde sit faste, om end sitrende,
Tag i ham. Arme ulykkelige Mand! Lidet egner et
Menneskehjerte, blødt, nænsomt og derfor svagt som dit, — lidet egner det
sig til at bære en saadan Syndebyrde alene. Thi Syndeskyld
evner kun den at bære saaledes, hvis Vilje er af Staal, og som
klart overvejer, om han vil bære Byrdens Tyngsel, eller, hvis
den tynger ham for haardt, vil samle al sin Styrke om dette ene:
at tage en Afgørelse og slynge Byrden fra sig en Gang for alle
i et eneste Nu. Men den unge Præst kunde ifølge sin hele
Natur hverken gøre det ene, ej heller det andet; ideligt prøvede
han derpaa og tvandt Dag efter Dag Skyld og Brøde, modløs
Anger og raadvild, uægte Bod, sammen til et snærende Baand
om hans forpinte Hjerte.
Som han nu stod dér paa Skammens Sted, greb der ham
pludselig en Rædsel. Det var ham, som om al Verden stirrede
paa et ildrødt Skændselsmærke, der glødede paa hans Bryst lige
over Hjertet. Han havde allerede i længere Tid følt en sviende
Smerte dér, som af en giftig Brodd, og som af en altid sviende
Glød. Uvilkaarligt, — hverken frivilligt eller modstræbende, —
opløftede han sin Røst og sendte et skingrende Skrig ud over
Byen i den mørke Nat. Det kastedes tilbage fra Hus til Hus og
gav Genlyd imellem Bakkerne hist ude i et mangfoldigt Ekko;
det lød, som om en Hærskare af Djævle frydedes over al den
Vé og Gru, som deri gav sig Udtryk, og nu kastede det frem og
tilbage imellem sig som en Bold.
„Nu er det gjort,“ sagde Præsten til sig selv og skjulte sit
Ansigt i sine Hænder. „Nu vil alle i Byen vaagne, ile herhen
og finde mig paa dette Sted.“
Men nej, det skete ikke saaledes. Maaske Nødskriget lød
med langt stærkere Klang i hans eget Hjerte end i Virkeligheden.
Folk i Byen vaagnede ikke, eller rettere sagt: om de gjorde det,
saa troede de, at det blot var et Skrig, de havde hørt i et
uhyggeligt Mareridt, eller de mente, at Lyden kom fra Heksene, der fløj
igennem Luften oven over Byens Tage for at mødes med Satan i
Skoven. Da Præsten forstod, at der intet saadant skete, som
han havde ventet, tog han Hænderne fra sine Øjne og saa’ sig
om; i et Vindue i Guvernør Bellinghams Hus, der laa i nogen
6t
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
