Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
85
Herres Glæde, var faldet en Lysstraale fra Guds lyse Kongesal
ned over den gamle, ærlige Præst, der gik sin Gang saa tro og
støt.
Da Pastor Wilson kom forbi Skafottet, idet han med den ene
Haand drog sin svære Vadmels Frakke sammen om sig, medens
han med den anden holdt Lygten op foran sit Bryst, paakom der
Pastor Dimmesdale en forunderlig absurd, uhyggelig Trang til
midt i sin dybe Fortvivlelse at raabe med vild Lystighed nea til
ham: „God Aften, ærværdige Fader, har De ikke Lyst til at
komme op til mig, som staar her og er saa lykkelig og glad?“
Aa, det var jo frygteligt! Havde han virkelig udtalt Ordene?
— — Et Øjeblik troede han, at de virkelig var komne over hans
Læber. Dog, de var kun udtalte i hans forskræmte, oprevne Sind
og Tanke; thi ingen Lyd hørtes i Nattens Stilhed uden den gamle
ærværdige Præsts langsomme Trin, alt som han drog videre med
Blikket omhyggeligt fæstet paa den Vej, som det var ham
beskikket at vandre paa; ikke et eneste Øjeblik kunde det være
falden ham ind at vende sit Hoved om for nyfigent at betragte
Retterstedet. Da det sidste flakkende Lysskær var forsvundet,
fornam Præsten en dyb, dyb Træthed, der helt overvældede ham
nu efter at de foregaaende Øjeblikkes grænseløse Spænding var
udløst.
Efter en lille Stund grebes hans syge Sind af en halvt
vanvittig, barok Lystighed, der gjorde sig gældende ved en Række
Tanker, Billeder, Fantasier, der drog forbi hans indre Øje,
imedens han stod deroppe paa Smertens og Haabløshedens Sted.
Han følte sine Lemmer stivne af den uvante Nattekulde og
tvivlede om, at han vilde være i Stand til at stige ned fra Skafottet.
Saa brød Morgenen frem, og saa vilde man finde ham dér. Folk
i de nærmeste Huse gav sig til at staa op. Men den, som kom
først ud i Morgentaagen, vilde lægge Mærke til, at der laa én
oppe, — fy! deroppe ved Skampælen! Skræk og Nysgerrighed
rev ham saa med sig af Sted fra Dør til Dør, for at Folk skulde
komme og se Spøgelset; for det maatte jo være et Spøgelse af
en henrettet Forbryder, det som laa deroppe. Og i Halvmørket
vilde Støjen ile fra Hus til Hus som en Flagermus paa sine
dunkle Vinger. Saa blev det lysere og lysere, og saa vilde de
gamle, fromme Mænd hastigen rejse sig fra deres Leje, kun
iført deres Natdragter, og deres gode Koner vilde ogsaa være
med, endda de ikke fik Tid til at komme rigtig i Klæderne. Alle
disse brave, velanstændige Mennesker, som næppe nogen Sinde
før havde vist sig uden for deres Hjem uden at være pæne, nette og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
