Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
86
glattede, de vilde styrte ud paa Gaden, med Skræk og Gru
afspejlede i Ansigterne. Saa kom gamle Guvernør Bellingham jo nok,
barsk og streng som sædvanlig, og Pibekraven om hans Hals
kom vist i Skyndingen til at sidde skævt. Og Missis Hibbins
vilde komme flyvende fra Skoven, endnu surere og mere
gnaven end sædvanlig, efter at have været til Heksesabbat hos Satan.
Og den prægtige gode Pastor Wilson, han kom der jo ogsaa, skønt
han den halve Nat havde siddet ved et Dødsleje og derfor ikke
syntes saa godt om at blive vækket saa tidlig midt i sine gode,
fromme Drømme om al Vorherres Herlighed. Og saa kom nok
Menighedsraadet og Bestyrelsen for Menighedsplejen og alle
de unge Piger, som havde forgudet deres Præst og bygget et
lille Alter for ham i deres rene Hjerter, — kort sagt, alle
Mennesker i den hele By vilde i største Skynding komme ilende og
samle sig i en rædselsslagen Klynge omkring Retterstedet. Og
hvem vilde de saa finde deroppe, belyst af Morgenrødens gyldne
Glans? Hvem andre end ham, Pastor Arthur Dimmesdale, —
hølvt død af Kulde — lammet af Skændsel og Vanære, — her,
her paa denne Plet, hvor Ester Prynne fordum stod. Saa vildt
reves han med af disse syge, fortvivlet lystige Fantasier, at uden
han selv vidste af det, brast han i en skingrende Latter, der fyldte
ham selv med Rædsel.
Da skete dette, at hans Stemme blev besvaret — besvaret af
en lys, klinger Barnelatter. — Der rislede en Strøm igennem hans
Hjerte, om den bragte svalende Lise eller sviende Smerte, det
vidste han ikke. Men den Latter kendte han, — og han raabte:
„Beryl, lille Beryl!f Men straks derpaa dæmpede han Stemmen
og kaldte sagte: „Aah Ester, Ester, er det dig?“
„Ja, det er mig, det er Ester,“ svarede hun, og det kendtes
paa Tonen, at hun var meget forundret. Præsten hørte hendes
Fodtrin nærme sig fra den Sidegade, ad hvilken hun kom gaaende.
„Ja, det er mig,“ gentog hun, „det er mig og min lille Pige.“
„Hvorfra kommer du?“ spurgte Præsten, „0g hvad fører
dig hid?“
„Jeg har vaaget ved Guvernør Winthrops Dødsleje og taget
Maal til hans Ligklæder; — og nu er jeg paa Vejen hjem til
mit Hus.“
Den unge Præst sagde: „Kom her op, Ester, og ogsaa du, lille
Beryl. I har jo været her en Gang før, men da var jeg ikke hos
jer. Kom derfor herop endnu en Gang, og saa vil vi tre staa
her sammen.“
Tavs steg hun op ad Trinene og stillede sig hos ham, og lille
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
