Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
93
op paa ny. Og Ester var saa vist ikke af den Slags Mennesker,
som ægger op eller saarer. Hun bar ikke Vaaben imod
Samfundet; hun slog ikke fra sig, men hun tav og taalte selv den
styggeste Behandling, der blev hende til Del; hun gjorde ikke
Krav paa Vederlag for alt, hvad hun havde lidt; hun forlangte
ingens Medhold, ingens Ynk. Hvad der ogsaa blev regnet hende
i høj Grad til gode, var, at hun i alle disse Aar, gennem hvilke
hun havde levet i sin lille Hytte med Skammærkets frygtelige
Byrde paa sit Hjerte, havde hendes Levned været saa rent og
purt, at intet som helst kunde lægges hende til Last.
Man lagde ogsaa Mærke til, at Ester gjorde aldrig selv den
beskedneste Fordring paa at faa Lod og Del i Samfundets Goder
udover Retten til at indaande den frie Luft, som tilhørte alle i
Fællig, og til at fortjene det daglige Brød for sig og Barnet ved
Flid og Troskab; men derimod var hun saare snar til at erkende
sin Samhørighed med Menneskene, saa snart det gjaldt om at
gøre noget godt for andre. Ingen var saa villig som hun til at
give af det lidt, hun ejede, til hver den, der var i Nød, selv om
det ofte kunde hænde sig, at vedkommende var raahjertede nok
til at dænge hende med Skældsord til Tak for den Mad, hun
daglig bragte dem, eller de Klæder, hun syede til dem med sine
kunstfærdige Fingre, der var flinke nok til, at de kunde have baldyret
en Kongekaabe. Og den Gang, da Pesten hærgede Byen, var der
ingen saa selvopofrende som Ester; ja, naar som helst der var
Nød paa Færde enten for Byen som Helhed eller hos den enkelte
Familie, kunde man være sikker paa, at Ester — den forskudte
— svigtede ikke. Rugede Sorgens Skygger tungt over et Hjem,
— saa kom Ester; men ikke som Gæst, nej, som den, der kom,
fordi det fulgte saa ganske af sig selv; thi hvor der var Modgang
og Sorg til Huse, dér fandtes jo det eneste, som Ester havde
fælles med andre. Naar det saa’ mørkt ud for nogen, lyste det
luerøde Bogstav med Straaler af Trøst; — ellers var det jo Syndens
Tegn; men i Sygestuen, i Dødsværelset, dér var det en lille
Trøstens, Haabets, Lindringens Vokskærte, der brændte saa støt og
roligt, saa beskedent og saa trofast. Og denne Kærte kunde kaste
sit Lys langt udover Graven; den kunde øve den mest velsignede
Gerning: at vise den, der laa paa sit sidste Leje, at der var en
Vej, hvor han kunde sætte sin Fod, en Vej, der førte til
Hjemmet histoppe. I Nødens Stund kunde Ester rigtig være sig selv;
da udfoldede hele hendes varme og rige Hjerte sig; da kendtes
det, at hun rummede i sit Bryst et Kildevæld af Medfølelse, af
sand Næstekærlighed. Der blev øst rigelig af det Kildevæld; men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
