Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
94
det sprudlede altid lige rigt. Hendes Bryst bar et frygteligt
Mærke, men mangen, mangen Gang var denne vanærede Barm
en blød Pude for den, der ikke havde det, hvortil han kunde
hælde sit Hoved. — Hun var for dem alle en barmhjertig Søster;
ja, man kan sige, at hin Dag, da Verden lagde sin Haand saa
tungt paa hende, dømte hende med saa haard en Dom, iskænkede
hende saa besk en Kalk — den Dag indviede den hende med en
Indvielse, som ikke er mindre velsignelsesrig end Præstevielsen,
hin Dag var der ingen, som kunde se dette, hverken Dommeren
eller den dømte; men det havde nu føjet sig saaledes, at
Skændselsmærket med dets luende Glød blev Ester en Indvielse til en
selvopofrende, utrættelig Tjenerindegerning som en barmhjertig
Søster, der kom i Herrens Navn. Den brutale Betydning af
Bogstavet H fra hin Skammens Dag afløstes nu af en smukkere og
sandere, der passede til, hvad Ester virkelig var, og hvorhen
Ester viste Vej. Folk sagde, at selv om det den Gang skulde
betegne den syndige Kvinde som en „Hore“, burde man nu lade
det betyde „Himmelhavn“; thi hos Gud havde Esters Hjerte
fundet den sikre Havn, og hun havde saa mangen en god Gang
i Ord og i Gerning stille, jævnt og inderligt vist andre Vej til
„Himmelhavn“,
Men det var ogsaa kun, naar Sorgens Skygger sænkede sig
over et Hjem, at Ester vilde være der. Naar Solen brød frem
paa ny, og Medgang afløste Modgang, var Ester forsvunden;
hun ikke saa meget som saa’ sig tilbage. Hun samlede sig ingen
gylden Høst af taknemlige Ord; hvor megen sand
Taknemmelighed hun vilde kunne have høstet, skal vi lade være usagt; maaske
hun handlede klogest i ingen Tak at faa. Saa’ hun paa Gaden
Folk, som hun havde hjulpet og bevist alle Haande
Velgerninger, gik hun roligt forbi og ikke saa meget som slog Øjnene op
af Frygt for, at de paagældende da muligvis skulde føle sig
forpligtede til at hilse hende. Hvis de alligevel standsede hende,
pegede hun stille paa det luerøde Bogstav, og gik videre. Det var
maaske af Stolthed, men det lignede i alt Fald Ydmyghed, og
det havde netop den Virkning paa Folk, som er Ydmyghedens
Løn, nemlig den: at gøre de haarde Hjerter mildere og varmere.
— Det er forunderligt med Folkemeningen! Den ligner i mange
Maader en Despot; thi, hvis et Menneske alt for ivrigt kræver sin
gode Ret, er den offentlige Mening tidt brutal nok til at vægre
sig ved at vise endog blot simpel Retfærdighed; men hvis man
appellerer til dens Højsindethed, saa har den ofte ligesom en
østerlandsk Despot for Skik at give mangedobbelt mere. Ester
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
