Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
95
Prynnes Væsen og Væremaade blev af Samfundet opfattet paa
den sidstnævnte Maade, derfor var man tilbøjelig til at vise den
før saa foragtede og forhadte Ester et langt mere velvilligt
Ansigt, end hun brød sig om og maaske ogsaa fortjente. De
fornemme i Samfundet: Embedsmændene, de lærde og i det hele
taget de ledende, var senere til at faa Øjnene op for Esters
gode Egenskaber end Smaakaarsfolk; men Dag for Dag glattedes
dog de strenge Rynker ogsaa i de stores barske Ansigter og gav
Plads for noget, som man maaske kunde kalde Velvilje — i
Forbindelse med en ikke ringe Portion Overlegenhed. Naa, det var
jo ogsaa fremragende Mænd, som i Kraft af deres Stilling skulde
være Formyndere for Folket og tage Moralen under deres
Beskyttelse. Derimod havde de „almindelige Mennesker“ tidligere
end de mægtige i al Stilfærdighed tilgivet Ester hendes
Skrøbelighedssynd, saa at de nu ikke betragtede hende som den Kvinde,
der i sin Tid havde begaaet den og den Synd, men som det
barmhjertige, nænsomme Menneske, der ved mangfoldige
Lejligheder havde øvet den og den Velgerning.
Ja, Folk kunde finde paa at sige til de fremmede, som kom
til Byen: „Kan De se den Kone dér med Guldbroderiet paa
Brystsmækken, det er vores Ester, vores egen Ester, hele Byens
Ester; hun er saa god mod de fattige og saa omhyggelig for de
syge, og hun er saa øm overfor alle dem, der er bedrøvede.“ Men
desværre vilde i Reglen umiddelbart derefter det daarlige i
Menneskenaturen stikke Hovedet frem, saa at som Slutning paa
den kønne og sandfærdige Omtale af Ester, kunde de selv samme
af Byens Folk finde paa at hviske den fremmede en Historie i
Øret om, at Ester havde jo ganske vist engang for saa og saa
mange Aar siden 0. s. v. — — Men nu Esters eget indre Hjerteliv,
hvorledes havde det udviklet sig i disse syv Aar? Paa Esters
Hjerte havde de syv Aar visselig ikke taget let. Naar en saadan
Skæbne rammer en Kvinde, sker gerne et af to. Er hendes
Natur først og fremmest kærlig, er hun efter sin inderste Kerne et
Følelsesmenneske, saa gaar hun til Grunde, hun knuses, hun
dør. Er hun derimod en stærk Karakter, en Karakter, hvis
egentlige Midtpunkt er en ubrydelig Vilje, selv om Følelseslivet derfor
ikke er udvisket, saa former hendes Udvikling sig i en ganske
anden Retning. Man kunde udtrykke det saaledes, at det
glødende Jern, som brænder Skammærket ind i hendes Bryst, faar
tillige alt det vaarfriske, baade udadtil og indadtil, til at visne: og
derved hærdes, staalsættes, lutres den indre Kerne, saa at
Karakterens Styrke bliver end større, Karakterens hele Bygning og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
