Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
105
hørlige Skæbne. I, som har krænket mig, har ikke dermed i og
for sig paadraget jer nogen Syndeskyld; thi hvad er Synd andet
end Illusion, — en billedlig Iklædning af det, som maa hænde,
enten vi vil eller ej? Ej heller er jeg djævelsk og ond, fordi jeg
har taget mig en Djævels Gerning paa overfor ham. Det er vor
Skæbne, Ester, vor jernhaarde Skæbne; Giftblomsten maa
knoppes, blomstre og bære Frugt, som dens Natur er. Thi vandre
du nu dine egne Veje, og gøre overfor dette Menneske, som dig
tykkes bedst.“
Han gjorde en afvisende Bevægelse med sin Haand og gav
sig atter i Færd med at samle Lægeplanter.
XV.
Ester og Beryl.
Saaledes skiltes Roger Chillingworth — Manden, hvis onde
Ansigt prægede sig længere i Folks Erindring, end de holdt af, —
saaledes skiltes han, som med Rette benævnede sig selv en Djævel
i Menneskeskikkelse, fra Ester Prynne. Han gik atter sin
langsomme Gang, foroverbøjet med Blikket rettet imod Jorden. Af
og til bukkede han sig ned og plukkede en Urt eller gravede en
Rod op, og lagde den i en Kurv, som han bar paa Armen. Hans
lange, graa Skæg kunde næsten naa til Jorden, saa foroverbøjet
var hans Gang. Ester stod en Stund og stirrede efter ham. Hun
syntes næsten, at det spæde Græs, der nu i Vaartiden var begyndt
at pippe frem, maatte visne under hans Fødder, saa at hans
Fodspor blev kendelige som afsvedne brune Pletter i det friske
Grønsvær. — Hvad mon det var for en Slags Urter, som den gamle
Mand var saa flittig til at samle? Mon der ikke paa ethvert Sted,
hvor hans Blik ramte Jorden, vilde vokse giftige, hidtil ukendte,
fordærvelige Planter frem? — Hvor mon han nu gik hen? Man
kunde næsten vente sig, at han nu pludselig vilde synke ned i
Jorden, saa at der kun blev en gold, vissen Plet dér, hvor han
forsvandt, — ja, en gold, vissen Plet nu, — men til næste Aar
og derefter hvert Foraar vilde der dér gro en Overdaadighed af
de allergiftigste Natskygger, Bulmeurter og alt saadant
fordærveligt Ukrudt. Eller mon han ikke pludselig vilde folde et Par
Vinger ud, store, ækle Flagermusvinger, og flyve bort, hæsligere og
hæsligere at se til, jo højere han kom til Vejrs?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
