Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
110
I flere Dage søgte hun dog forgæves efter at komme til at tale
med ham, naar han som sædvanlig vandrede sin ensomme Gang
strandlangs Næsset eller oppe i Bakkeskoven uden for Byskellet.
Det vilde for Resten ingenlunde have vakt nogen Forargelse
eller have medført nogen Fare for Præstens gode Rygte, om
Ester havde henvendt sig til ham i hans Studereværelse; det
havde mangen en angerfuld Synder før hende gjort og skriftet
sin Brøde, ogsaa om dens Farvetone havde det samme dybe
Purpurskær som Esters Skændselsmærke. Men hun var bange for
gamle Roger Chillingworths hemmelige eller aabenlyse
Indblanding, og hun mente vel sagtens ogsaa, at naar Pastor Dimmesdale
og hun skulde tale sammen, da kunde de vel have behov at være
under Guds Himmel, ude i det frie, hvor de kunde drage
Aandedrættet dybt. De to maatte tale sammen dér, hvor Hjerter kunde
lettes. Saa hændte det omsider en Aften, da Ester vaagede ved
et Sygeleje, hvorfra man forgæves havde sendt Bud efter Pastor
Dimmesdale, at hun fik at vide, at han Dagen i Forvejen var
taget ud i Skoven paa Besøg hos Indianernes „Apostel“, Elliot,
og den indianske Menighed, der sluttede sig om ham. Han vilde
rimeligvis komme hjem den næste Dag efter Middagstid.
Derfor begav Ester sig tillige med Beryl, — der jo
nødvendigvis maatte være sin Moders Ledsager, enten det var denne
bekvemt eller ej, — den følgende Dag i god Tid paa Vej igennem
Skoven i Retning af Missionsstationen. De tog Vejen tværs
gennem Næsset og kom ind paa Fodstien, som slyngede sig med
mange sælsomme Bugter ind i Urskoven. Smal var Stien og tæt
stod den mørke Skov langs begge dens Sider. Kun nu og da lod de
ranke Stammer med Grenenes tætte Fletværk et lille Stykke
Himmel til Syne; — Ester kom til at tænke paa, at det lignede
det aandelige Vildnis, Ulykkens mørke Urskov, som hun saa
længe havde vandret i. Det var en kold Graavejrsdag; men
stundom tog Brisen fat i det tykke Skylag, saa Solen kunde sende et
lille Knippe flakkende Lysstraaler ned, — og der blev smaa,
sparsomme Lyspletter paa den Vej, de to vandrede. Men det gik
altid saa underligt, at naar de stod ved Begyndelsen af en af disse
Krumninger, som Vejen dannede, og saa’ de smaa, frejdige
Lyspletter dér, hvor Vejen drejede sig paa ny, saa nyttede det dog
ikke, hvor meget de end skyndte sig, thi de naaede dog aldrig
derhen, før den lille Lysning var forsvunden. Og straks viste den
sig atter, lunefuldt lokkende, et lille Stykke foran dem paa
Vejen.
„Moder,“ sagde lille Beryl, „Solskinnet kan ikke lide dig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
