Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
112
„Det var den gamle Kone i Kakkelovnskrogen, derhenne hvor
du vaagede i Nat,“ sagde Barnet. „Men hun troede, at jeg sov,
dengang hun fortalte om det. Hun sagde, at tusinde Mennesker,
og nok en Gang tusinde Mennesker, havde mødt den Slemme her,
og saa havde de skrevet deres Navn i Bogen, og han havde
mærket dem. Og den væmmelige, arrige Dame, den gamle Missis
Hibbins, var ogsaa en af dem. Og véd du hvad, Moder, den gamle
Kone sagde ogsaa, at dit ildrøde Bogstav, det havde den slemme
mærket dig med, og at det bliver glødende ligesom Ild, naar du
møder ham midt om Natten her i den mørke Skov. Er det sandt,
Moder, gaar du virkelig herud og møder ham om Natten?“
„Er du nogen Sinde vaagnet op om Natten og har ikke
fundet din Moder hjemme?“ spurgte Ester.
„Nej, ikke det jeg véd af,“ svarede Barnet; „;men hvis du er
bange for at lade mig ligge alene hjemme, kunde du saa ikke
tage mig med dig? det vilde jeg saa gruelig gerne. Men, Moder,
sig mig nu en Gang, er det virkelig sandt, er der saadan én til
som „den Slemme“? Har du nogen Sinde mødt ham, og er det
ham, som har mærket dig med det Bogstav paa Brystet ?“
„Hvis jeg nu svarer dig paa det, vil du saa lade være at
plage mig mere med det,“ spurgte Moderen.
„Ja, men saa skal du ogsaa fortælle mig det alt sammen,“
svarede Beryl.
Saa fortalte Ester sit Barn dette: „En Gang i mit Liv har jeg
mødt ham, og han mærkede mig med det ildrøde Bogstav.“
De var nu naaet tilstrækkelig dybt ind i Skoven til, at de
kunde være sikre paa, at ingen, som gik forbi ad Skovstien,
lagde Mærke til dem. De satte sig paa et prægtigt Mostæppe,
som maaske engang, et Aarhundrede i Forvejen, havde været
et kæmpemæssigt Fyrretræ. Tæt dérved var der en lille Kløft
med jævne Skrænter, og paa Bunden flød en lille Bæk.
Træerne, der hældede sig over dem, havde i Tidens Løb ladet Gren
paa Gren, Kvist efter Kvist, falde ned og hobe sig op til smaa
Dæmninger, der tvang Bækken til at bruse op, danne
Strømhvirvler og smaa bitte Vandfald; hvor Bækkens Bund ikke var
dækket af gammelt, hensmuldret Løv, saas det rene, brungraa
Sand. Det var, som om alle de Kæmpetræer og alle de vældige
Blokke af Granit havde lovet for vist, at de vilde dølge den lille
Bæks Løndom. Thi selv kunde Bækken aldrig faa sig til at tie;
Vandet rislede, og Bækken førte sin egen Tale. Men Træerne
frygtede for, at Bækken, som vældede ud fra den gamle Urskovs
Hjerte, skulde fortælle alt, hvad den havde set og hørt, og aaben-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
