Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
114
„Ja, det er det ogsaa, og, Moder, se, han holder sin Haand paa
Hjertet. Er det, fordi den sorte, slemme Mand har mærket
ham dér, den Gang Præsten skrev sit Navn i Bogen? Men
hvorfor bærer han det ikke udvendig, ligesom du gør, Moder?“
„Saa, gaa nu Barn, saa maa du faa Lov til at plage mig, lige
saa meget, du vil, en anden Gang. Men gaa nu ikke for langt
bort; ikke længere, end at du stadig kan høre Bækken.“
Beryl gik sin Vej langs med Bækken, og alt imens gav hun
sig til at synge for at faa en mere frejdig Tone til at klinge ind i
Bækkens Vemodssang. Men det lille Væld lod sig ikke trøste;
med sine sælsomme bedrøvede Toner fortsatte det sin
Fortælling om en sorgtung Løndom i de mørke Skyggers Land. Saa
syntes vel lille Beryl, at i den Tid, hun havde levet, havde hun
haft nok af Skygger og Sorger og deres Toner; og derfor afbrød
hun fuldstændig ethvert Bekendtskab med det Kildevæld, der
aldrig vilde risle sig glad. Saa gav hun sig til at plukke Violer og
Anemoner og dejlige, ildrøde Akkelejer, som groede inde mellem
Revnerne i et Klippestykke.
Da Barnet var gaaet, nærmede Ester sig til Skovstien, men
holdt sig dog stadig i Skyggen af Træerne. Hun saa’ Præsten
komme gaaende hen ad Stien; han var alene og støttede sig til en
Stok, som han havde skaaret sig af et Træ ved Vejkanten. Han
saa’ saa forgræmmet ud, saa syg af Sorg. Der var en haabløs
Fortvivlelse udtrykt i hans Ansigt; — den var der altid, men dog
ingen Sinde saa tydeligt som i dette Øjeblik, hvor den ulykkelige
Mand troede sig alene og turde være sig selv. Der var noget over
hans Gang og over den Maade, hvorpaa han traadte Trinnene, der
tydeligere end i Ord spurgte om, hvorfor han dog i Grunden
skulde gaa et eneste Fjed længere hen ad denne Vej, — eller
hen ad nogen som helst Vej i den hele vide Verden. — Det hele
tyktes saa uendelig haabløst. — Der var slet ingen Grund til
noget, slet intet Maal for noget, slet ingen Vilje til noget, slet
intet — — jo, der var ét eneste — om man kunde kaste sig ned
ved Træets Rod og blive liggende dér i al Evighed.
Saaledes saa’ Ester ham, — og Haanden holdt han knuget
ind til sit Hjerte. Ål
Saa kaldte hun.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
