Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
115
XVII.
Præsten og hans Sognebarn.
Skønt Præsten gik med langsomme Skridt, var han næsten
kommen forbi, inden Esters Røst kunde lyde tilstrækkelig højt
til, at hun kunde vække hans Opmærksomhed. Til sidst lykkedes
det hende dog, efter at hun gentagne Gange — først sagte, saa
højere og højere, men med en hæs, forsigtig Toneklang havde
raabt paa ham: „Arthur Dimmesdale! Arthur Dimmesdale!“
„Er her nogen? Var der nogen, som kaldte paa mig?“ spurgte
Præsten.
Hurtig strammede han sig op og blev staaende paa Stien med
rankere Holdning og med noget af dette tillukkede, utrygt
selvsikre over sig, som er karakteristisk for Mennesker, der pludselig
overraskes og frygter for at have været Genstand for lagttagelse
i en Sindstilstand, som de ønsker at dølge. Utrygt kastede han et
Blik hen i den Retning, hvorfra Lyden kom, og inde imellem
Træerne kunde han, dog kun utydeligt, se en menneskelig
Skikkelse; men dennes mørke Klædedragt stemmede saa godt sammen
med Graavejrets Halvmørke og Løvsalens Skygger, at han ikke
var klar over, om det var en Mand eller en Kvinde. — Han traadte
et Skridt nærmere og opdagede saa det luerøde Bogstav.
„Ester! Ester Prynne!“ udbrød han. „Er det virkelig dig!
Saa er du altsaa endnu i Live!“
Hun svarede: ,Ja, det er jeg; — endnu er jeg i Live, — og
saaledes er mit Liv, som det har været disse syv Aar igennem —“
Uden at sige mere, og uden at hverken han eller hun viste
Vej, men ganske af sig selv, som kunde det ikke være anderledes,
gik de den samme Vej tilbage ind i Skovtykningen, hvorfra Ester
var kommen, og tog Plads paa Mosbænken, hvor hun og
Beryl nys havde siddet.
I nogen Tid kunde ingen af dem faa et Ord frem, og da de
i nogen Maade havde genvundet Fatningen, indskrænkede de sig
i Begyndelsen til den Slags almindelige Smaabemærkninger, som
plejer at veksles imellem fjernere bekendte, der tilfældigt træffer
hinanden etsteds, saasom „det er meget mørkt i Vejret i Dag,“
og ,vi faar maaske Stormvejr i Morgen“; derfra naaede de saa
vidt som til at spørge til hinandens Befindende.
Omsider saa’ Præsten Ester dybt ind i Øjnene og spurgte:
„Ester, har du saa vundet Fred i dit Hjerte?“
Hun smilte sørgmodigt og saa’ ned paa sit Bryst.
gt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
