Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
116
„Har du?“ spurgte hun.
„Nej, — ak, nej, — Fortvivlelse, det er alt, hvad jeg har
fundet!“ svarede han. „Men hvad andet kunde jeg vel vente, —
saadan en usselig én som jeg — og med det Liv, jeg fører! Ja, var
jeg et gudløst, hjertetomt Menneske, — i hvis Bryst
Samvittighedsrøsten aldrig lød — var jeg et hjerteraat Menneskedyr, ikkun
af Kød — — ja, saa havde jeg vel for længst vundet Fred, — eller
rettere sagt, saa havde jeg aldrig mistet den. Men saadan som
Grunden i mig nu éngang er, har Følgen af dette maattet blive,
at alt hvad der oprindelig var i mig af Evner til at udrette noget
godt, — hver en god Gave, Gud Herren havde betroet mig, —
alt, — alt, — er det bleven mig til den svareste Pinsel — aah,
Ester, Ester, jeg er et bundløst ulykkeligt Menneske!“
„Folk viser dig megen Tillid og Ærbødighed,“ sagde hun; „0og
du udretter saare meget godt, — du er til stor Velsignelse for
mange, — kan ikke det være din Sjæl til Vederkvægelse ?“
„Nej, nej, det gør det jo kun saa meget desto værre!“ svarede
Præsten og smilte bittert. „Jeg har ikke den ringeste Tiltro til, at
jeg er nogen Menneskesjæl til Velsignelse, — det kan se ud
saaledes; men det maa absolut være en Skuffelse. Hvor kan jeg
den fortabte! — hjælpe andre ind paa Frelsens Vej? Hvor kan
jeg — den urene — hjælpe andre til Renselse fra Synden! —
Tillid og Ærbødighed viser de mig — ak, Gud give, de viste mig
idel Haan og Had! Tror du, det kan give mig Hjertefred at staa
paa Prædikestolen og se alles Øjne hænge ved mine Læber, som
var det Guds hellige Ord, der udgik af min Mund, — at se
Menigheden hungre og tørste efter Retfærdighed, og lytte til min
Røst, som var det Helligaandens Vidnesbyrd paa Pinsedagen, —
— — aah, Ester, at se alt dette, — og saa kaste Blikket ind i min
egen Sjæl og finde ikkun „Ødelæggelsens Vederstyggelighed paa
det hellige Sted.“ Aah, — jeg har let deraf, — let, saa mit
Hjerte maatte kunne bristet derved, — let af den skarpe,
skærende Modsætning mellem hvad jeg er, og hvad jeg synes at være,
— — og i den Latter ler Satan gerne med!“
„Du dømmer dig selv alt for haardt,’ svarede Ester mildt;
„thi saart og sandt har du angret og bødet. Din Synd hører
Fortiden til og er forbigangen med den. Som du nu er, som du nu
lever Livet, tillægger Folk dig intet, som du ikke med Rette
besidder. Er ikke den Anger og Bod den sande, som viser sig i
Gerning og besegles af Sandhedens Vidnesbyrd ved Aands og Krafts
Bevis? Og skulde det da ikke kunne skænke dit Hjerte Fred?“
„Nej, Ester, nej, —“ sagde Præsten atter. „Det er ikke ægte!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
