Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
117
Det er alt sammen Skin uden Kraft, — det er dødt og koldt, og
derfor gør det mig intet godt. Bod har jeg øvet, — ja! Men
Anger har jeg aldrig evnet! Ellers maatte jeg for længst have
afført mig mit hellige Embedes Ornat, som jeg ikke er værdig at
bære, — og vist mig for alt Folket som den, jeg er, og som den,
de paa Dommens Dag vil komme til at se, at jeg var! — Lykkelig
er du, Ester, — fordi du bærer dit luerøde Bogstav aabenlyst for
Alverden; — mit Skændsels-Brændemærke gløder udi Løndom!
— Du kan næppe tænke dig, hvilken Lise det er for mig, efter syv
Aars grufulde Usandhed, at se ind i dine Øjne nu her i Dag og
vide, at her er da endelig et Menneske, som véd Besked og ikke
tager mig an for andet end det, jeg er. Ejede jeg blot ét eneste
Menneske, én eneste Ven, — ja eller Fjende, om saa skulde
være; — én eneste, til hvem jeg daglig, naar jeg er ved at kvæles
af denne forsmædelige Ros og Yndest, kunde give mig over, som
den usalige Mand, jeg er, og vide, at han kendte mig fuldt ud, —
han kendte mig som den største af alle Syndere! Ak, — ejede jeg
endog blot dette ringe Gran af Sandhed i mit Liv! — — saa vilde
jeg næsten tro, at min Sjæl kunde holdes i Live derved! Men som
det nu er, — ejer jeg intet, — der er slet intet for mig mere, —
slet intet uden Løgn og Tant, — min Sjæl til Død og Dom!“
Ester saa’ ham ind i Ansigtet, men endnu nølede hun med den
tunge Bekendelse om det Forræderi, hun havde øvet imod ham.
Til sidst vandt hun Sejr over sig selv, og saa talte hun:
„En saadan Ven, som du dér ønskede at eje, — har du i mig;
jeg er fælles med dig om Synden, jeg tør og være fælles med
dig om Angersgraaden. — Og — og — — en Fjende, — — en
saadan Fjende, som du nævnte — ak, men, tusindfold værre! —
— en saadan har du længe haft, og han er dig daglig ved din
Side, — han er den, som bor under samme Tag som du!“ —
Præsten sprang op med et Sæt, og stod dér helt aandeløs af
Rædsel — — han greb sig til Hjertet, som vilde han rive det ud
af sit Bryst.
„Hvad siger du!“ raabte han. „En Fjende — — og under
mit eget Tag — — — Hvad mener du?“
Ester Prynne forstod nu først til fulde, hvilken umaadelig
Uret, hun havde begaaet imod denne Mand, ved i saa mange Aar
at lade ham være prisgiven et Menneske, som havde saa slette
Hensigter med ham. Alene dette, at hans Fjende stadig var ham
nær, under hvilket Klædebon han saa end skjulte sig, maatte
være tilstrækkelig til at forstyrre Hjertefreden i en saa
fintmærkende Natur som Arthur Dimmesdale. Tidligere havde Ester ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
