Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
119
Præsten saa’ en Stund paa hende, og hans Blik udtrykte den
voldsomme, ubeherskede Heftighed, den glødende Hidsighed, som
var saa ubodeligt sammensmeltet baade med det bedste og med
det ringeste i denne Mands Karakter. Der var Glød, brændende
Glød, i alt ophøjet, purt og kærligt af denne Mands Sind, men
der var ogsaa Glød i alt det af ham, som hørte Sjælefjenden til.
Og aldrig har en Mands Øjne sendt et mere vildt, harmglødende
Blik til sin Næste end det, hvormed Pastor Dimmesdale i dette
Øjeblik betragtede Ester. Det varede kun en kort Stund, men i
den hørte Præsten ikke til Lysets Børn. Dog, saa fuldstændigt
var al hans aandelige Energi brudt, at selv i dette evnede han kun
et Øjeblik at være stærk. Han segnede om paa Jorden og skjulte
sit Ansigt i sine Hænder.
„Jeg burde have indset det,“ udbrød han med dump Røst;
„jeg burde have vidst det, — og jeg vidste det i Grunden ogsaa.
Vidste jeg det ikke deraf, at mit Hjerte gøs tilbage for ham, fra
den første Stund, jeg saa’ ham, og indtil denne Dag. Aah! hvorfor
forstod jeg dog ikke, hvad Grunden dertil maatte være! O, Ester
Prynne! Ester Prynne! Lidet forstaar du, hvor grufuld den er,
den Gerning, du har øvet, idet du gjorde mig dette. Hvilken
Skam! hvilken Nedværdigelse! Aah, hvor ledt, hvos hæsligt, hvor
usseligt skident; et sjælesygt. Menneskehjerte, en fortvivlet,
brødefuld Mands inderste Løndom, slængt hen til den Mand at
fraadse i, hvem det beredte den inderligste Fryd. Og det var
dig, — dig, Ester, som gav mig i hans Haand; jeg kan ikke tilgive
dig dette, thi du har forraadt min Sjæl!“
„Jo, du maa tilgive mig, du skal tilgive mig!“ raabte Ester
og kastede sig ned i det visne Løv ved hans Side; „lad Gud være
den, som straffer, du skal tilgive!“
Og pludselig gav hun efter for den Kærlighed, som bruste i
hendes Hjerte; hun slyngede sine Arme om hans Hals, hun
knugede hans Kind til sin Barm, og ikke ænsede hun, at den lagdes
ind til det luerøde Skammærke; han prøvede at rive sig løs, men
evnede det ikke; thi Ester vilde ikke slippe ham, — at ikke hans
Øjne skulde hvile paa hende med Vrede og Had. Alverden havde
set med Vredesøjne paa hende i syv lange Aar, — paa hende, en
arm og ensom Kvinde; men det kunde hun bære, og ingen Sinde
veg hun for dem. Saa havde ogsaa Gud Herren ladet sine Øjne
hvile paa hende i hellig Vrede og Sorg, og dog sank hun ikke død
om. Men ét kunde hun ikke bære: han, denne sorgtyngede,
syndefulde, forpinte Mand med de blege Kinder og de brændende
Øjne, — han maatte ikke være vred paa hende; thi saa brast
hendes Hjerte.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>