Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
120
„Aah! vil du ikke alligevel tilgive mig,“ bad hun atter og
atter; „vil du ikke holde din Vrede tilbage; aah! sig, at du tilgiver
mig.“
Der gik en Stund. Saa drog han et dybt Suk. Det kom fra
den dybeste Afgrund, fra Bunden af det dybeste Hav, men ikke et
Hav af Vrede, ikkun af Sorg. Og saa svarede han: „Ja,Ester, saa
tilgiver jeg dig helt ud og frit af mit Hjerte. Gud tilgive os begge!
Vi er saa dog alligevel ikke de største Syndere i Verden, der er
én, som er endnu ringere end den faldne Præst; thi denne gamle
Mands Hævn har været en endnu grueligere Synd end min; han
har med koldt Blod skændet et Menneskehjertes Helligdom. Det
har vi to dog aldrig gjort, Ester.“
„Nej aldrig, aldrig,“ hviskede hun; „det, som vi gjorde, havde
sin Vigsel i sig selv. Saaledes følte vi det, og saaledes var vi
enige om det. Har du glemt det?“
„Tys, Ester,“ sagde Arthur Dimmesdale, idet han rejste sig;
„det glemmer jeg aldrig.“
De satte sig atter paa Mosbænken, Side om Side, Haand i
Haand. Mørk var Skoven omkring dem, og det sukkede i
Træernes Kroner. Grenene svajede tungt oven over dem; Træerne
vaandede sig, som om de fortalte hverandre den sørgelige
Historie om de to, som sad dernede, og hvis Ulykke de ikke evnede
at afvende.
Endnu sad de der. Hvor uhyggelig saa’ ikke Skovstien ud,
den, som førte tilbage til Byen, hvor de hver især igen maatte
tage sin tunge Byrde paa sig: Ester sin Skændsel, og Præsten sin
usande Ære. Det var saa svært at bryde op; for her var saa godt
at være; aldrig tyktes dem nogetsteds saa dejligt som denne
dystre, ensomme Skov, nej ikke om det havde været en Plet, hvor
al Sollysets Gyldenglans havde samlet sig. Her sved
Skammærket ikke, — for han saa’ det jo! Her var Arthur Dimmesdale
ingen Løgner; thi hun kendte ham jo.
Pludselig fo’r der en Tanke igennem ham, og han sprang op.
„Aah! Ester,“ sagde han heftig bevæget, „jeg glemmer . dette
forfærdelige: Roger Chillingworth véd jo, at du vilde fortælle
mig, hvem han er. Tror du saa, at han vil blive ved at tie med
vor Hemmelighed, eller hvordan vil han nu videre gennemføre
sin Hævn?“
„Der er noget saa sært løndomsfuldt i hans Karakter,“ svarede
Ester tankefuldt; „jeg tror ikke, at han vil røbe Hemmeligheden,
men han vil uden Tvivl prøve paa at finde andre Maader til at
slukke sin Hævntørst.“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
