Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
121
Arthur Dimmesdale gøs, og trykkede krampagtig Haanden
mod sit Hjerte. „Hvordan skal jeg kunne holde det ud?
Hvordan skal jeg kunne leve, og indaande den samme Luft som min
Dødsfjende!“ udbrød han. „Ester, du er saa stærk, tænk for mig,
sig mig, hvad jeg skal gøre.“
„Du maa ikke blive boende sammen med denne Mand,“
sagde Ester langsomt og bestemt. „Hans onde Øjne maa ikke
længer have dit Hjerte at øve sin skændige Kunst med.“
„Nej, hellere dø,f svarede Præsten; „;men hvorledes skulde
jeg kunne undgaa det? Hvad andet har jeg at gøre. Aah, give til
Gud, jeg maatte synke død om her paa dette Sted, nu i dette
Øjeblik!“
„Stakkels, stakkels Ven, hvor er din Kraft dog brudt,“ sagde
Ester, og hendes Øjne fyldtes af Taarer. „Du maa ikke lade dig
slaa ned. Vil du virkelig dø Modløshedens Død?“
„Guds Haand hviler tungt paa mig,“ sagde den sjælesyge
Præst. „Den er mig for tung, jeg mægter ikke at kæmpe imod
den.“
„Du tager fejl,“ svarede Ester. „Gud vil tværtimod vise dig
Barmhjertighed. Hvis du dog blot havde Styrke nok til at tage
imod den!“
„Saa være da du min Styrke!“ udbrød han; ,raad mig, før
mig, led mig!“
„Er Verden da saa lille,“ svarede Ester Prynne og saa’ med
sine dybe Øjne ind i Præstens Ansigt; og fra disse Øjne udgik
der en sælsom Magt, der baade styrkede og betvang hans
oprevne Sjæl, der ellers var lammet, ja, Døden nær. „Er Verden da
saa snæver, at den kun rummer denne ene By, som dog for kort
Tid siden kun var et øde Vildnis, ligesom Skoven her omkring
os? Hvor fører Stien hen?“ Tilbage til Byen, siger du! Ja, men
ogsaa den modsatte Vej; ikke blot tilbage, men fremad; og for
hvert Skridt dybere og dybere ind i Urskoven, der dølger tættere
og tryggere for hvert et Trin. Faa Mile herfra bærer Løvet ikke
det svageste Spor af den hvide Mands Fod. Dér er du fri. Saa
kort en Vandringsfærd vilde bringe dig til en Verden, hvor du igen
kan blive lykkelig. Er der ikke Skygge nok i denne endeløse
Skov til, at du i den kan finde Læ og Ly for Roger
Chillingworths giftige Blik?“
„Aah jo, Ester, men hellere under det visne Løv,“ svarede
Præsten, og smilte vemodigt.
„Saa er der Havets den bølgende Landevej,“ fortsatte Ester.
„Ad den stævnede du hid, og om du selv vil, kan du ad den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
