Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
123
den Kval og Nød, der suger Livet ud af dit Hjerte, gør dig svag,
viljeløs og tager din Handlekraft fra dig, ja, og som til sidst
engang berøver dig endog Evnen til at angre! Staa op og gaa!“
I Arthur Dimmesdales Øjne blussede Ilden hastigt op, tændt i
Lue af hendes glødende Begejstring; men ak, — Flammernes
Magt var kun ringe, og de var atter ved at slukkes. „Ester,“
sagde han, „til en Mand, hvis Ben sitrer under ham, giver du det
Raad, at han skal løbe med Vindens Fart; ak, det er jo umuligt.
Jeg maa dø her! Nu har jeg hverken Styrke eller Mod til alene at
drage ud i den store, vide Verden, den underlige, den vanskelige
Verden, — alene!
Det var det sidste Udbrud af et sønderknust Hjertes
fortvivlede Haabløshed. Nu fattedes der ham Viljestyrke til at gribe
den Lykke, der var hans Haand saa nær.
„Ene — ganske alene!“ gentog han.
„Du skal ikke komme til at drage ud alene,“ sagde Ester stille
og inderligt.
Saa var det alt sammen sagt.
XVIIL.
Den lyse Lykkens Bølge.
Arthur Dimmesdale stirrede ind i Esters Øjne med et
Udtryk, der straalede af Haab og Glæde, men i hvilket der ogsaa
ytrede sig en Frygt, ja, en Slags Forfærdelse over, at hun saa kækt
havde udtalt, hvad han vel nok havde tænkt, men kun turdet
antyde.
Hvad Ester Prynne angaar, kunde man sige, at de syv Aar,
som hun nu havde levet udenfor Loven, bandlyst og stemplet
med Forsmædelighedens Stempel, naturligt og følgerigtigt maatte
lede hende til det Punkt, hvor hun stod i denne Stund. Medens
ganske det modsatte maatte være Tilfældet med den unge Præst.
Ester var af Natur modig og virksom, og hun havde saa længe
været fremmed for alt, hvad der hedder Samfundet, at hun havde
vænnet sig til en Uforfærdethed og en ærekær „Respektløshed“
i Tanke og Handling, som vilde være ganske umulig for
Præsten. Hun havde ikke alene boet i en Urskov, men hun havde
ogsaa i moralsk Henseende selv maattet bane sig en Vej gennem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
