Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
124
Vildnisset. Hendes Forstand og hendes Hjerte hørte nu hjemme
i det frie, i det grænseløse, og kunde strejfe om dér saa frit som
Indianeren i Vildnisset. Aarevis igennem havde hun vænnet sig
til fra dette sit særegne Standpunkt at se med frie, selvstændige
Øjne paa alle menneskelige Indstiftelser, baade alle borgerlige
og alle udvortes kirkelige Indretninger, som hun gjorde til
Genstand for sin ærlige, ubestikkelige Kritik og ikke følte sig mere
imponeret af end Indianeren af Præstekjolen, Dommerkappen,
Gabestokken, Galgen, Arnen eller Kirken. Som Livet havde
formet sig for hende, havde det maattet gøre hende fri,
fuldstændig fri af Tanke. Det luerøde Bogstav var blevet et Pas, som
havde ført hendes Tanke ud paa Vandringer, som Kvindehjerter
ellers sjældent tør træde. Skam, Fortvivlelse og Ensomhed, —
de tre havde været hendes Læremestre; det er tre strenge
Lærere; og uforfærdede; de havde gjort hende stærk, men de havde
ogsaa lært hende adskilligt, der ikke var af det gode.
For Præstens Vedkommende var Udviklingen derimod gaaet i
en ganske anden Retning. De Livserfaringer, han havde gjort,
skulde i og for sig ikke faa ham til at gaa udenfor Lovenes
Grænseskel. Ganske vist i et enkelt Tilfælde havde han gjort det, men
det havde været en Synd. Hans Elskov rev ham med sig, men
han havde ikke gjort det af Princip, som noget, han vilde eller
mente var ret. Og siden hin usalige Stund havde han med den
mest sygelige, smaalige Nidkærhed øvet Selvtugt, ikke alene
med Hensyn til sine Gerninger; thi dem havde han let ved at
beherske, men ogsaa med Hensyn til sine Drifter, sin Hu, sin Id.
Den Tids Præster stod paa Samfundets øvre Trin. De Love,
som satte Grænseskellene, var for ham ogsaa Værn til
Bestyrkelse. Han var nu bleven til en Mand, som én Gang havde
forset sig, men som saa ogsaa uafladelig havde holdt sin
Samvittighed vaagen, pinligt følsom ved idelig at rive Saaret op.
For saa vidt kunde man sige, at hans Dyd nu var langt mere
paalidelig, end om han aldrig havde syndet.
Saa vilde det for ham være et Fald at drage bort sammen
med Ester, og hvilken Undskyldning kunde der da anføres for
et saadant? At han var brudt ned ved lange Tiders frygtelige
Pinsler? At hans Sjæl var formørket og forvirret? At han higede
efter at komme ud af Usandheden, bort fra Død og
Skændselsfare, bort fra en Fjendes nedrige Ondskab? At derfor dette
stakkels hjemløse Menneskehjerte, for hvem Verden var blevet en
Ørken, nu endelig viste sig et Glimt af menneskelig Samfølelse og
hjertelig Hengivelse; et Glimt af et nyt Liv, som vilde kunne
oprinde for ham; lyst og klart, — og sandt?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
