Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
125
Om han stred imod —? i alt Fald var Kampen snart endt;
han besluttede at fly og — ikke alene.
„Hvorfor skulde jeg ikke?“ saaledes tænkte han. „Hvorfor
skulde jeg ikke gribe den Trøst, som skænkes mig før den sidste
store Dom? Eller hvis dette virkelig, som Ester siger, er Vejen til
et bedre Liv, saa giver jeg visselig kun lidet op her for at følge den
Vej! Og jeg kan heller ikke leve længer, uden at jeg har hende
hos mig, — saa stærk hun er til at støtte, saa kærlig hun er til at
trøste! O, Herre min Gud, jeg tør vel ikke opløfte mine Øjne til
dig, — og dog, mon ikke du tilgiver mig?“
„Du samtykker altsaa!“ sagde Ester roligt, da han mødte
hendes Blik.
Da Beslutningen først var taget, tændtes der et Glædesblus
i hans Hjerte; det kastede sit flakkende Skær over al hans Sorg.
Han var ligesom en Fange, der er sluppet fri fra det mørke
Fængsel, og Fængslet var hans eget Hjerte; nu indaandede han
i dybe, friske Aandedrag den vilde, frie Luft i et fremmed Land,
— ak! i et Hedningeland!
„Er det virkelig muligt, at jeg igen kan føle Glæde,“ udbrød
han forbavset over sig selv. „Jeg troede, at hver en Glædens Spire
var visnet i min Sjæl. O, Ester, du er min gode Engel! Jeg føler,
som om jeg havde kastet mig selv syg, syndesmittet og
sorgtynget herned i dette visne Løv — og nu rejser jeg mig op som
et helt nyt Menneske med ny Kraft, nye Evner til at herliggøre
den Gud, der har bevist mig sin Miskundhed. Ja, jeg mærker
allerede, at dette er et nyt og bedre Liv! O, hvorfor valgte vi ikke
dette før!“
„Lad os ikke se tilbage,’ svarede Ester Prynne, „det hører alt
sammen Fortiden til, og den vil vi ikke dvæle ved. Se, her tager
jeg dens Tegn og kaster det fra.mig, det skal være dødt og
magtesløst, som om det aldrig havde været til!“
Med disse Ord tog hun det luerøde Bogstav af sit Bryst og
kastede det fra sig hen imellem det visne Løv; det laa og lyste
paa den nærmeste Bred af Bækken. Der manglede ikkun
nogle faa Tommer, saa vilde det være faldet i Vandet og skyllet
bort af Bækken, men nu laa det dér i Løvet, glitrende som et
Smykke, der var tabt og ventede paa, at en Vandringsmand vilde
komme og finde det.
Da Skændselsmærket var faldet til Jorden, drog Ester et langt,
dybt Suk, i hvilket hun ligesom lettede sit Hjerte for den Byrde
af Skam og Sorg, der havde tynget det. Aah, hvilken Lise! Først
nu, da hun var bleven fri, følte hun rigtig, hvor knugende tungt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
