Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
128
„Lad hende ikke mærke noget paafaldende eller noget
bevæget i din Maade at være paa overfor hende,“ hviskede Ester.
„Vor lille Beryl kan somme Tider være en sælsom, uberegnelig
lille én, og navnlig er hun i Reglen ikke nænsom overfor
Følelsesytringer, hvis Grund hun ikke forstaar; men der er dybe Følelser
i Barnet; hun elsker mig, og hun vil ogsaa komme til at elske
dig.“
„Du kan ikke tænke dig,“ sagde Præsten og skottede hen til
Ester, „hvor mit Hjerte baade frygter for og længes efter dette
Møde; men som sagt, Børn har ikke let ved at blive fortrolige
med mig; de kravler ikke op paa Skødet af mig og pludrer løs;
de vil ikke smile igen, naar jeg smiler til dem; det er saa pinligt
for mig. Børn kan stille sig op et Stykke fra mig og give sig
til at stirre saa sært paa mig. Om det saa er Spædbørnene, saa
græder de rent urimeligt, naar jeg tager dem i mine Arme. Men
Beryl har to Gange været kærlig imod mig. Første Gang, — ja,
den husker du nok; og anden Gang, det var, da du havde hende
med henne hos den gamle, strenge Guvernør.“
„Ja, den Gang, da du saa kækt førte hendes og min Sag,“
svarede Ester; „ja, du kan tro, at jeg husker det, og det gør lille
Beryl nok ogsaa. Vær nu blot ikke bange; hun kan maaske nok
være noget sky og sær i Førstningen; men hun vil snart lære at
elske dig.“
Nu var Beryl naaet hen til Bækken og stod ovre paa den
anden Bred, tavs iagttagende Ester og Præsten, som blev
siddende ved hinandens Side paa Mosbænken og ventede paa hende.
Just dér, hvor hun var blevet staaende, dannede Bækken en lille
Bredning, i hvilken Vandet var saa stille og spejlblankt, at det
gengav hendes lille Skikkelse i al dens maleriske Skønhed med
Blomsterne og Løvkransen om Hovedet. Billedet gengav hende
nøjagtigt, men med en forædlet, ligesom mere aandeliggjort
Lighed. Der var noget sælsomt over den Maade, paa hvilken Beryl
blev staaende, og saa“ saa stift over paa dem, der sad i Skovens
dæmpede Halvlys, medens hun selv stod i Solskinnet. Ester havde
en ubestemt, pinlig Følelse af, at hun ligesom var blevet
fremmed for Beryl nu, at der var koummet noget imellem dem, —
noget, som ikke havde været der før. Hun syntes, det var næsten,
som om Barnet i den lille Tid, det havde løbet omkring og leget
med sig selv i Skoven, var faret vild og kommet helt bort fra
den Verden, hvor hun og hendes Moder hørte sammen og havde
hjemme, — og som om Barnet nu forgæves søgte at finde
tilbage til sit Hjem.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
