Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
129
Der var noget sandt i denne Følelse hos Ester. Der var
virkelig kommet Barnet og Moderen noget imellem, men det var ikke
Barnets Skyld. Medens Beryl havde løbet omkring og leget,
havde Moderen lukket sit Hjerte op og budt en anden ind at
fæste Bo dér; og nu, da lille Beryl vilde ind og finde sin vanlige
Plads i Hjertet, syntes hun med god Grund, at der saa’ helt
anderledes ud derinde. Hun kunde nu ikke kende det igen og
vidste ikke rigtig, hvor hun var.
„Jeg har en sælsom Fornemmelse af, at denne Bæk danner
Grænseskellet mellem tvende Verdener,“ sagde Præsten, „0g at
du aldrig faar din lille Pige tilbage, saaledes som hun hidtil har
været. Jeg beder dig faa hende til at skynde sig; thi denne
Ventetid gør mig helt nervøs.“ ’
„Kom, min egen søde Pige,“ sagde Ester opmuntrende og
aabnede sin Favn. „Men hvor du dog er sen paa det; du plejer
jo ellers aldrig at være saadan en lille Sinketot. Her er en god
Ven, som jeg holder meget af, og han vil ogsaa være din Ven,
som du vil holde meget af, og paa den Maade faar du jo lige
dobbelt saa meget Kærlighed, som da du kun havde mig. Naa,
spring nu over Bækken, og kom over til os; du er jo saa flink til
at springe som en lille Hind.“
Men Beryl svarede slet ikke paa alle de mange gode
kærlige Ord; hun blev staaende paa den anden Side af Bækken.
Hun fæstede sine straalende, dristige Øjne snart paa sin Moder,
snart paa Præsten, og snart saa’ hun paa dem begge med ét
Blik, som om hun vilde finde ud og forklare for sig selv, hvordan
det var, de to havde det med hinanden. Da Arthur Dimmesdale
følte Barnets Øjne hvile paa sig, kunde han ikke andet, end at
han maatte ganske stille føre sin Haand op til Hjertet. Omsider
kom der et forunderligt myndigt, befalende Udtryk i Barnets
Ansigt, — hun strakte sin Haand ud med Pegefingeren rakt frem og
pegede tydeligt paa sin Moders Bryst.
„Men, Barn dog, hvor sært du bærer dig ad, hvorfor kommer
du ikke?“ raabte Ester.
Stadig rakte Beryl Fingeren frem og pegede. Hun rynkede
Panden, og netop fordi det var et lille Barneansigt, gjorde den
sære, myndige Mine des forunderligere et Indtryk. Igen kaldte
Ester, vinkede ad hende og smilte kærligt opmuntrende for at
overvinde Barnets Frygt. Men da gav Beryl sig til at stampe
med Foden og satte et end mere trodsigt Ansigt op.
„Hør nu, Beryl, nu skal du skynde dig; ellers bliver jeg vred
paa dig,“ raabte Ester; thi vel var hun for sit eget Vedkommende
Det flammende Bogstav. 9
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
