Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
130
desværre vant til det sære drilagtige Troldungesind hos Barnet,
men i dette Øjeblik ønskede hun ivrigt, at det skulde vise en
mere sømmelig Opførsel. „Nu springer du over Bækken, og det
straks, og saa kommer du herhen, ellers maa det nok blive mig,
som kommer til dig.“
Beryl blev ikke i mindste Maade forskrækket over Moderens
Trusel, og ej heller lod hun sig røre af hendes Bøn. Pludselig
blev hun fuldstændig urimelig, hun gav sig til at gestikulere paa
det voldsomste, vendte og drejede sin lille Skikkelse paa den
mest besynderlige Maade. Hun brød ud i vilde Skrig, der gav
Genlyd viden om i Skoven, saa at det lød, som var det ikke én
lille Pige, der stod og var saa urimelig heftig, men som var der
tillige en hel Mængde af samme Slags, der gemte sig bag Træerne
og holdt med hende.
„Nu forstaar jeg, hvad der er i Vejen med Barnet,“ hviskede
Ester til Præsten; og skønt hun gjorde sig al Flid for at skjule,
hvor nær hun tog sig den pinlige Scene, blev hun dog ligbleg.
„Børn kan nu engang ikke taale den allermindste Forandring i
det, som de daglig har vænnet sig til at se, og Beryl savner noget,
som hun altid har set mig gaa med.“
„Kære Ester,“ svarede Præsten, „;hvis du har noget Middel
til at berolige Barnet, saa gør det endelig; jeg véd intet, der
virker pinligere paa mig end et saadant Heftighedsanfald hos et
Barn, — ja det skulde da være den gamle Heks, Missis Hibbins,
naar hun bliver rigtig fraadende arrig,“ tilføjede han med et
Smil. „I begge Tilfælde gør der sig et vist „Trylleri“ gældende;
jeg béder dig faa hende til at være rolig.“
Ester vendte sig igen mod Beryl. Hendes Kinder blussede;
hun skottede hen til Præsten og sukkede dybt.
„Beryl,“ sagde hun bedrøvet, „se ned, dér hvor du staar, paa
Jorden lige foran dig paa den anden Side Bækken.“
Barnet vendte Blikket derhen, og dér laa det luerøde Bogstav,
saa nær ved Vandet, at Guldbroderierne spejlede sig deri.
„Kom med det,“ sagde Ester.
„Kom du og tag det op,“ svarede Beryl.
„Hun er slet ikke som andre Børn,“ sagde Ester lavmælt til
Præsten. „Aah, jeg har saa meget at fortælle dig om hende.
Naa, hun har nu fuldstændig Ret med Hensyn til dette forhadte
Bogstav. Jeg maa døje det endnu en lille Tid, kun nogle faa
Dage, indtil vi har forladt dette Land og kan se tilbage til alt
dette som til en Drøm. I Skoven skal det ikke begraves, men
naar vi er midt ude paa det store Hav, vil jeg kaste det fra mig,
og saa skal det synke til Havsens Bund.“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
