Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
136
velvind netop hos en dyb religiøs Natur som denne Mands maatte
være det følgestrenge Resultat af det forskelligartede, som var
timedes ham.
Han mødte for Eksempel en af Diakonerne ved sin Kirke.
Den godhjertede gamle Mand hilste paa ham og talte til ham
med den faderlige Kærlighed og patriarkalske Myndighed, som
maatte være selvfølgelig under Hensyn til hans høje Alder og
hans renhjertede, fromme Karakter i Forbindelse med hans
kirkelige Stilling; denne hans fortrolige Væremaade forligtes meget
vel med den dybe, ydmyge Ærbødighed, som han mente at skylde
Præsten i hans Egenskab af Præst og det hellige Embede, han
beklædte. Der var altsaa intet som helst, som med Rette kunde
eller under andre Omstændigheder vilde have foranlediget, at
stygge og onde Tanker opstod i Præstens Hjerte. Og dog er det
en Kendsgerning, at i de faa Øjeblikke, mens denne prægtige,
ærværdige Olding stod og talte med Pastor Dimmesdale, fo’r der
gennem dennes Hjerne en Strøm af ufromme, oprørske, ja,
hedenske Tanker, som han maatte gøre Vold paa sig selv for ikke
at udtale. Han mente dem ikke — nej, visselig; intet vilde være
hans sande Natur fjernere. De stod i den skarpeste Modstrid
med alt, hvad der havde levet i denne Mands Sjæl, imedens den
endnu var karsk, — og ogsaa med alt, hvad der endnu virkelig var
af hans eget, i den barokt selvmodsigende, sammensatte
Hvirvelstorm af helligt og ugudeligt, der rasede i ham, og overfor
hvilken han var ganske magtesløs.
Hele Tiden, medens Præsten vandrede gennem Byen,
gentog dette sig, — saa paa én, saa paa en anden Maade. Stadig
var det, som om en Hærskare af meningsløse, ham selv
vildfremmede Indskydelser og Tilbøjeligheder jog efter ham; han
var med Hensyn til godt og ondt den samme, som han havde
været for faa Dage siden, og dog var der en hel anden Verden
i hans Hjerte og Tanker nu.
Thi det hellige og det hæslige ligger Side om Side i et
Menneskehjerte, endda der er en uendelig dyb, men kun haarbred
Kløft imellem dem. Bryder Jordskælv frem, saa alt det „faste“,
„urokkelige““ hvirvles sammen, ind imellem hinanden som
Perlerne i Havskum, — da staar Himmel og Jord i ét, da kendes
Kløften en liden Stund slet ikke. — —
Og der var Jordskælv i den ulykkelige unge Præsts Hjerte.
„Hvad er det dog, som saaledes forfølger og frister mig,“
lød Præstens Angstskrig i hans Hjerte. „Er jeg vanvittig, eller
er jeg given i Djævelens Vold?“ Han blev et Øjeblik staaende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
