Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
140
samme Præg af iskold Ro, som eilers. Det var ligesom en Maske,
eller rettere sagt, det var ligesom den ejendommelige
frostbundne Rolighed, der er over >n død Kvindes Ansigtstræk; og
denne uhyggelige Lighed passede jo kun alt for godt sammen
med den Kendsgerning, at Ester var virkelig død — død for al
Verdens Medfølelse, paa hvilken hun i al Fald ingen Krav
gjorde. Hun levede i Verden og hørte dog ikke Verden til.
Dog paa.denne ene Dag var der et Udtryk i hendes Ansigt, som
man aldrig før havde set, men som der næppe heller nu vilde
blive lagt Mærke til, medmindre der var en eller anden Iagttager
iblandt Mængden, som forstod at læse i Hjertet, og som saa vilde
søge at finde det Udtryk i hendes Ansigt og Miner, der svarede
til, hvad han læste i hendes Sjæl. Om et Menneske havde haft
en saadan Seergave, saa vilde han have opdaget, at hun, som i
syv sørgelige Aar havde døjet Mængdens Blik, fordi hun var
nødt dertil, og fordi det var en Bod, nu mødte det frit og frejdigt,
og denne ene sidste Gang forsætligt for ligesom at forvandle det
til en Triumf, der før havde været en Kval.
Hun, som havde været Folks Offer og Livsslave, syntes at
sige til dem alle: „Ja, endnu en lille Stund, og saa er jeg ude
af eders Rækkevidde; endnu kun nogle faa Timer vil jeg taale det,
men saa skal ogsaa dette flammende Skændselstegn, som I har
ladet brænde sig ind i mit Bryst, sænkes i Havet for der at slukne
og for evigt forsvinde!“ Men — underlige Menneskehjerte! med
dets Selvmodsigelse — man vilde ikke tage fejl, hvis man i Esters
Sjæl mente at finde noget af et Savn, noget af den Smerte, man
føler ved at tage Afsked. Just nu i dette Øjeblik, da hun var
ved at vinde sin Frihed og for altid skilles fra den Kval og
Skændsel, som til sidst var bleven en uadskillelig Del af hende selv.
Kunde hun ikke føle Trang til ligesom at drikke et sidste langt
Drag af den bitre Kalk, som saa at sige alle hendes hidtidige Aar
som ung Kvinde var bleven forbitrede af? Nu vilde et herligt
gyldent Bæger blive hende rakt, fyldt til Randen med Livets Vin,
og den skulde hun for Fremtiden drikke. Sandelig — denne Drik
maatte være stærk, liflig og mægtig til Sindets Frigørelse, hvis
den ikke skulde gøre hende led ved en flov, doven Eftersmag!
Thi hun havde saa længe maattet vænne sig til at drikke den bitre
Bærme, hvis skarpe, saare Smag vel skulde hindre en Sjæl i at
døse Dagen hen.
Lille Beryl var lyst og livligt paaklædt og pyntet. Man skulde
ikke tro, at denne lille straalende Solskinspige var født ud af saa
dyster en Sorg, og at den samme, frodige, harmoniske Skønheds-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
