Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
146
Ærefrygt, og som vel rettelig var det værd; thi Ny-Englands
Historie viser, at i Nødens Stund holdt de Stand, disse Mænd med
de barske Ansigter og den maaske noget snævre, men oprigtige
Tankegang, som en urokkelig, klippefast Mur værnede de nu det
unge Hjemlands Frihed, Ære og Ret.
I de næstfølgende Rækker kom Gejstligheden, hvis Stilling i
hine Dage var saare forskellig fra nu. For det hellige Embedes
Skyld, hvis Tjenere de var, — for det evige Livs Ord, som de var
sat til at forkynde, —med andre Ord for alt det, de havde at bringe,
for alt det, de havde at værne, og for alt det, de saa at sige
var bleven et fælles Symbol paa, — for alt dettes Skyld skænkede
Ny-Englands Folk, fra den højeste til den laveste, dem en
ubetinget Tillid, Ærbødighed, ja, man kunde næsten sige:
Ærefrygt.
Alle de, der stod og saa’ til, var enige om, at aldrig i al ’den
Tid Pastor Dimmesdale havde boet i Nybygden, havde han set
saa stærk, saa frejdig og saa værdig ud som paa denne Dag.
Med faste Trin skred han frem i Processionen, og lyst maatte
man tro, at det Sind var, der afspejlede sig i hans Aasyn. Det var
ikke de gamle, vaklende Trin, det var ikke den sammensunkne
Skikkelse, — og der var ingen Haand knuget imod Hjertet. Saa’
man nøjere til, fik man dog det Indtryk, at Præstens saa
forbavsende Styrke og Mod i Dag ikke var af legemlig Art, men randt
fra et aandeligt, sjæleligt Kildespring. Og dog syntes hans Sjæl
at være langt, langt borte; den syntes at drage fremad i et
højtideligt Optog, — men fjernt, fjernt herfra i Tankernes uendelige
Verden.
Ester Prynne stod og stirrede stift paa Præsten. Der lagde
sig som en knugende Sorgtyngsel over hende; hvorfra den kom,
og af hvilken Grund, vidste hun ikke ret, — det skulde da være,
fordi han i Dag syntes at være saa uendelig langt borte fra hende;
hun havde saa sikkert troet, at ét eneste kort Genkendelsens
Blik vilde flyve fra hans Øjne til hendes, fra hendes til hans.
Hun mindedes den smukke Skov og Mødestedet derude, — det
Sted, der vidste at fortælle en underfuld Løndom om
Ensomhed og Kvide, men ogsaa om Troskabsord og
Kærlighedslykke; hun mindedes den gamle Mosbænk, hvor de sad
Haand i Haand, de to, og talte saa mangen en Sorgens Tale,
men og de Kærlighedens dybe, dejlige Ord, der aldrig kan dø, —
mens Bækkens rislende Vande nynnede sin evige Vemodssang.
Aah, hin sidste Gang, de sad sammen dér, da troede hun, at
de fandt hinanden, at de ret naaede frem til at forstaa hinanden,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
