Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
147
— hun syntes da i alt Fald, at hun da forstod ham; thi hun havde
set ind i. hver en Lønkrog af hans Hjerte. — Var det da virkelig
den samme Mand, — den samme, som hin Kvæld raabte til hende
i Dødsens Angst: „Saa være da du min Styrke, raad mig, led
mig— —!“ Hun kunde slet ikke kende ham igen.
Den prægtige, ranke Skikkelse, som gik dér med løftet Hoved
og klare straalende Øjne; han, om hvis Skikkelse Tonebølgerne
svøbte sig, ret som en Hyldest til det Rigdomsvæld af Kundskab,
Kendskab og Skønhed, der sprudlede i hans rige, varme Hjerte,
— — — var det ham? Han syntes saa fjern fra hende,
uopnaaelig, utilgængelig. Og dog, hvor var hun stolt af ham, stolt
af den Kærlighed, hun skænkede ham, stolt af det, for hvilket hun
havde bødet saa haardt! Men Kvindenaturen i Ester kunde
ligesom ikke rigtig tilgive ham, at han saa fuldstændig evnede at være
sig selv dér, hvor han nu vandrede, med saa god en Ret, med saa
rig naturlig Værdighed, — det var, ligesom om han derved trak
sig bort fra hende. Ja, hun vidste saa vel, at det vilde han ikke,
hun stolede paa hans Ord, men hun var skinsyg over, at han
kunde være saa stærk, saa tryg, saa myndig uden hende; og over,
at noget kunde optage ham, fylde ham, eje alle hans Evner og
Kræfter, uden hende.
Da Processionen havde taget Sæde i Kirken, hvor der i
Forvejen befandt sig en talrig Mængde, saa at der nu umuligt
kunde rummes flere, tog Gudstjenesten sin Begyndelse.
Indgangsbønnen blev læst, Salmesang og Fællesbøn efterfulgte hinanden
i Overenstemmelse med Puritanerkirkens Ritual, og omsider
besteg Pastor Dimmesdale den Prædikestol, fra hvilken han nu
igennem alle disse Aar havde forkyndt Guds Ord for
Menigheden. Ester var ikke gaaet med ind i Kirken, nu kunde den ikke
rumme flere, og dog følte hun en uimodstaaelig Trang til at blive
dér i Nærheden. Saa stillede hun sig hen ved det gamle Skafot,
paa hvis Tinde Gabestokken knejste; derfra kunde hun vel ikke
høre Prædikenen saaledes, at hun kunde opfatte den som en
Tale, men Ordenes fortløbende Klange kunde naa ud til hende
som en svag rislende Tonestrøm, der hævede og sænkede sig i
Overensstemmelse med den rige Modulation, der var
ejendommelig for Præstens skønne Røst. Selv om en Tilhører ikke fattede
det Sprog, Præsten talte i, kunde han ikke undgaa at føle sig
dybt grebet, — ja, stundom helt betaget af Stemningsbølger, som
stigende og synkende, brusende, dirrende, stormfuldt skummende,
svagt vuggende, — vældede ud af den unge Præsts Hjerte som
en Røst, der kunde tale baade i Ord og igennem Ord.
10“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
