Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
148
Ester stod ubevægelig som hugget i Sten ved Skafottets Fod,
medens Stemmen derinde fra lød ud til hende, den ensomme,
den grænseløst fattige. Maaske denne Time, medens
Prædikenen varede, var hendes Livs sværeste; maaske den bitreste, men
sikkerligt var den hendes rigeste.
Ikke ét Ord af Prædikenen kunde hun opfange, men dog hørte
og forstod hun alt, hvad han sagde.
Ikke én, — selv den allersvageste, — Bevægelse i Tonevældet
undgik hende, og derfor kendte hun saa grant, at nu gav han sig
selv. Imidlertid havde Beryl løbet omkring paa Torvet, /en
Genstand for manges Blikke, dels beundrende, dels forbavsede
— ja, forargede. Da kom Kaptajnen fra Bristolskuden gaaende,
han, som havde talt med Ester Prynne; ogsaa hans
Opmærksomhed fangedes af Beryls sære Skønhed, og han søgte spøgende at
fange hende og kysse hende; men han kom snart til at indse, at
han kunde lige saa lidt fange Beryl som gribe en Kolibri i
Flugten. Saa tog han Guldkæden af sin Hat og kastede den hen til
Barnet. Beryl lagde den dobbelt om sin Hals og sit Bryst og
ordnede den dér saa kvikt og graciøst, at den syntes just at høre
til dér.
„Din Mor er jo den Kone dér med det luerøde Bogstav paa
Brystet, ikke?“ spurgte saa Manden, „vil du gaa hen og — bringe
hende en Besked fra mig?“
„Det kommer an paa, hvad det er for en Besked,“ svarede
Beryl.
„Jo, — sig til hende,“ sagde Kaptajnen, „jeg talte just nu igen
med ham, den gamle, skumle, skulende Kvaksalver, og han sagde,
at han skulde nok selv sørge for at faa ham, sin Ven, — den
Herre, din Moder nok véd Besked om — med sig om Bord, saa
behøver din Moder ikke at tage sig af andre end sig selv og dig.
Kan du ta’ og rende hen og sige det til hende, din lille
Djævletøs.“
„Jeg er slet ingen Djævletøs,’ raabte Beryl og gjorde en
næsvis Grimasse; „hvis du skælder mig ud, saa skal „den Slemme“
komme efter dig og blæse paa dit Skib med rigtig gruelig Vejr.“
Derefter løb Barnet hen til sin Moder og fortalte hende, hvad
Skipperen havde sagt. Esters Karakterstyrke var ved at briste,
med en beundringsværdig Udholdenhed havde hun bevaret
Modet indtil denne Stund. Men nu saa“ hun midt i Udgangen af den
Labyrint, hun saa længe havde vandret i, midt i den Port, gennem
hvilken hun saa fast havde haabet, at de skulde vandre ud og
naa Frihedens Land, — det visse, uafvendelige, skæbnetunge
Fordærv stikke sit grinende, hadefulde, skadefro Ansigt frem.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
