Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
150
Rige og de jordiske Riger, med særligt Henblik paa det nye
England, som de var ved at bygge op herude i Urskovens
Vidder. Og da han nærmede sig Talens Slutning, var han bleven
fyldt af en Profetiens Aand, der betog ham saa ganske som i
Israels Dage Profeterne af Herrens Hus, naar de talte, eftersom
Aanden bød dem; men med den store Forskel, at medens der fra
Zijjon havde lydt Tugtens Ord om Gud Herrens Straffedomme
over det utro Folk, — var det blevet ham beskikket at forjætte
Herrens det nye Pagtens Folk en herlig, velsignet Fremtid. Men
gennem hele hans Tale havde man kunnet høre en dyb, sorgtung
Understrøm af Vemod, der sikkerligt kun kunde skyldes
Bedrøvelsen over snart at skulle byde dem Farvel. Ak ja, ligesom de
have ham saa kær, elskede han ogsaa dem inderligt, saa at han
ikke kunde vandre heden uden Sorg over Skilsmissen fra dem,
— og nu havde han sikkert en bestemt Forudfølelse af, at han
om en liden Stund skulde dø, og deres Hjerter var bedrøvede.
Denne deres Tanke, at Præsten stod paa Grænseskellet mellem
her og hisset, havde forøget hans Tales Virkekraft: det tyktes dem
ret, som om en salig, frelst Sjæl paa sin Flugt mod Himlens lyse
Land i et sidste Nu havde bredt sine straalende Vinger ud over
dem — saa de dvælede under hans Vingers Skygge — og
skænket dem en sidste Gyldenhøst af det evige Livs Ord.
Saaledes var det altsaa kommet dertil for Pastor
Dimmesdale — som det i Reglen gør en Gang for hvert Menneske, om
end dette først senere hen bliver sig det bevidst — at han havde
naaet sit Livs Højdepunkt. Han stod i denne Stund paa den
øverste Tinde, hvortil rige Aandsevner, grundig Lærdom,
begejstret Veltalenhed og uplettet Ry for Levneds Renhed kunde
hæve en Kirkens Tjener i Ny-Englands første Tid, — en Tid, da
allerede dette, at en Mand var Præst, i og for sig stillede ham
paa en ophøjet Plads. Saa vidt var denne Mand altsaa naaet,
da han efter Gudstjenestens Slutning sank ned paa Bedeskamlen
og bøjede sit trætte Hoved, — — men uden for ved Skammens
Sted med Gabestokken stod Ester.
Og det røde Mærke flammede paa hendes Bryst.
Ved Kirkens Udgang lød atter Trompeternes Skingren og det
taktfaste Fodslag af Soldaterne, der skulde marchere i Spidsen for
Processionen hen til Raadhuset, hvor Festiviteterne skulde
afsluttes med en officiel Middag.
Ligesom før kom de gaaende, alle disse statelige Skikkelser,
Byens værdige Fædre. Ærbødigt veg Folk til begge Sider, saa der
blev rummelig Plads for Processionen, der drog frem Skridt for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
