Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
151
Skridt: Guvernøren, Raadsherrerne, Embedsmændene,
Menighedens Ældste, de højærværdige Herrens Tjenere, og alle de andre
høje Herrer og anselige Mænd. Da det hele Optog var naaet ud
paa Torvet, blev det hilst med høje Hyldestraab. Derinde i
Kirken havde man haft svært nok ved at holde Begejstringens
Udbrud tilbage, — men herude i det fri, her maatte det frem og
stige brusende op imod Guds klare Himmelhvælv. Aldrig før
havde der fra Ny-Englands Jord hævet sig et Hyldestraab som
dette, og aldrig havde der paa Ny-Englands Jord staaet en Mand,
hvem større Hæder blev skænket end denne Præst i denne Stund.
Og han?
Lagde der sig mon ikke en Straalekrans om hans Hoved?
Behøvede mon egentlig hans Fødder at træde Jordens Støv?
Kunde han ikke bæres paa Aandens stærke Vinger, ligesom han
bares oppe af deres Tillid og Kærlighed? Efterhaanden som
Række efter Række af Processionen skred fremad, vendte alles
Øjne sig mod Præsten, alt som han kom nær nok til, at man kunde
skelne hans Ansigtstræk. Da stilnede Mængdens glade Raab og blev
til ængstelig Hvisken, fremkaldt ved Synet af hans dødsmærkede
Skikkelse. Hvor saa“ han dog bleg og svag ud, — just i Dag, en Dag
rig paa Sejr for ham. Hans Styrke, eller rettere sagt: den
Aandens vældige Kraft, som havde holdt ham oppe saa længe, at han
kunde naa at forkynde det ham betroede Guds Ord, eftersom
Aanden gav ham at udsige, — den Kraft var veget fra ham nu, da
han med Troskab havde fuldført sin Tjeneste. Den Glød, de nys
havde set lige i hans Aasyn, var slukt lig den sidste Flamme i
et udbrændt Baal. Hans Ansigt bar Dødens Præg mere end
Livets; og mere lig en død end en levende vaklede han kraftesløs
fremad, — thi fremad vilde han, og derfor segnede han ikke. —
En af hans Præstebrødre — det var den gamle ærværdige Pastor
Wilson — lagde Mærke til hans Tilstand og ilte hen for at støtte
ham. Med bævende Læber, men bestemt afslog Pastor
Dimmesdale at modtage den gamle Mands Arm. Han vedblev at gaa, —
fremad, — fremad — han mindede ganske om et lille Barn, der
anspænder sig af al sin Evne for med sine ujævne, vaklende
Trin at vinde frem til Moders aabne Favn, mod hvilken dets Øjne
ufravendt higer.
Nu — nu — et Par sidste svage Skridt — og han stod lige
over for Skafottet, Skampladsen, dér, hvor Ester Prynne havde
staaet til Spe og Spot, prisgiven alles foragtelige Blikke, — hin
Morgenstund for længe, længe siden, og dog et Syn, der aldrig
var svundet ham af Minde i hele denne grufulde Tid siden da.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
