Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
152
Og se! — nu stod Ester dér med lille Beryl ved Haanden,
— Skamtegnet flammede paa Brystet.
Her blev han staaende. Musikken spillede videre, — en
pompøs Festmarch, til hvis Toner Processionen drog frem, — de
kaldte ogsaa ad ham, — kaldte ham til Fest og Ære —; men her,
just hér blev han staaende!
Bellingham, som med Bekymring havde iagttaget ham,
forlod nu sin Plads i Processionen og gik hen til Pastor
Dimmesdale, som øjensynligt var lige ved at segne om. Men der kom
et Udtryk i Præstens Øjne, som fik Guvernøren til at vige
tilbage, skønt han ellers ikke var den Mand, der adlød et Blik. Folk
saa“ imidlertid til, undrende og betagne. De mente, at Præstens
legemlige Kraftesløshed var ikkun en Følge af og et Vidnesbyrd
om, at Aandens Kraft fuldkommedes i hans Skrøbelighed.
Han vendte sig imod Skammens Plads, bredte Armene ud
og sagde: „Ester, kom herhen til mig! Og du, Beryl, kom, min
lille Pige.“
Det var et sælsomt Blik, hvormed han saa’ paa dem, — et Blik
som et døende Menneskes; men der var tillige noget paa en Gang
ømt og sejrsstolt deri. Barnet ilte hen til ham med sine
ejendommelige, lette Fjed, — og krystede sine Arme om hans Knæ.
Ogsaa Ester nærmede sig, men langsomt, som om noget tvang
hende dertil tvært mod hendes Vilje, og da hun omtrent var naaet
hen til ham, standsede hun.
I dette Øjeblik brød den gamle Roger Chillingworth frem
igennem Trængslen, — han lignede en Mørkets Uaand, der iler
til for at hindre sit Offer fra at frigøre sig. Han greb Præsten
i Armen og hviskede: „Men Menneske dog, hvad er det, du har
i Sinde, — det er jo Vanvid! Lad den Kone gaa igen! Jag det
Barn væk! Det skal nok blive godt alt sammen. Kast dog ikke
Smuds paa din egen Ære, saa du gaar til Bunds som en vanæret
Mand. Endnu kan jeg redde dig. Du vil da vel ikke bringe det
hellige Embede i Vanry!“
„Vig fra mig, Frister!’ svarede Præsten, idet han med Gru,
men dog kækt mødte den gamles Blik. „Saa kom du dog for
silde! Brudt er din Magt, — nu udfries jeg af din Haand, — thi
Gud Herren staar mig bi!“
Han rakte atter sin Haand ud imod Ester og raabte med en
Myndighed af den dybeste Alvor, der uimodstaaelig trængte sig
ind i Hjerterne:
„Ester Prynne, — i Hans Navn, den nidkære og dog saa
barmhjertige Guds Navn, Han, som i denne min sidste Stund giver
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
