Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
154
mine Øjne. Thi jeg maa dø nu, Ester, — jeg tør ikke tøve
længere med at tage min Skam paa mig.“
Han lænede sig tungt til Ester, tog den lille Piges Haand i
sin, og saaledes henvendte han sig til den høje, velvise Øvrighed,
til sine Præstebrødre, de højværdige Herrens Tjenere, til
Folkeskaren, der var dybt hjertegreben, betagen paa én Gang af
Forfærdelse og af inderlig Medynk, — det var, som om den fornam,
at nu skulde det aabenbares, der havde været et Menneskehjertes
saareste Løndom, fuld af Synd, men ogsaa af Anger og Ve.
Det var midt paa Dagen, Solen var endnu højt paa Himlen
og belyste klart og skarpt den unge Præsts Skikkelse, — som han
stod deroppe; modigt havde han sønderrevet alle de Baand, der
bandt ham til Jorden og jordisk Lykke, — nu lagde han sin Sag
frem for den retfærdige Guds Domstol og bekendte uskrømtet
sin Brøde.
Hans Røst lød rungende ud over dem, værdig og højtidelig; —
dog kendtes i den hin dirrende Undertone, der var ham egen, ret
som dulgte der sig dybest nede paa Bunden af hans Sjæl en
bitter, fortvivlet Hulken, og bruste stundom op for at naa frem og
udløses i Graad.
„I Mænd og Kvinder her, Landsmænd paa Ny-Englands Jord,“
— saaledes tog han til Orde, „;mig har I haft kær, mig har I kaldt
from og ubesmittet af Verden, — se mig nu som den, jeg virkelig
er, — af alle Syndere er jeg den største. Nu endelig staar jeg
hér paa dette Sted, hvor jeg for syv Aar siden burde have
indtaget min Plads; — ja, netop her, her ved Siden af denne Kvinde,
hvis Arm holder mig oppe nu i min Kraftesløshed, thi uden hende
maatte jeg usseligen segne og dølge mit Ansigt i Støvet. Se det
luende Bogstav paa Esters Bryst, — alle har I ræddedes derved!
Ihvor hun end vandred’“, hvor hun end tyede hen for at finde Hvile,
hun som saa svarligen blev saaret og tynget, — overalt, har dets
skumle Glød kastet sit gruelige Skær omkring hende; men midt
iblandt jer stod en anden, der ogsaa bar Brændemærket, — for
sin Synd og til sin Skam — men over ham brød I ikke Staven!“
Da Præsten var kommen saa vidt i sin Bekendelse, gjorde
Udmattelsen eller vel snarere en Hjertesvækkelse sig saa stærkt
gældende, at det et Øjeblik saa’ ud til, at han maatte tage Resten
af sin Hemmelighed med sig i Graven. Men med en voldsom
Kraftanspændelse tog han sig sammen, traadte alene et Skridt
frem foran Ester og Barnet og vedblev:
„Dette Brændemærke bærer jeg! Guds Øje har skuet det,
Hans Engle peger dagligt med Sorg derpaa. Og Satan véd Be-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
